Være medvandrer

En herlig sommerdag snakkede jeg med en kvinde om bord på Sømandsmissionens skib Bethel over en hyggelig kop kaffe. Vi var på vores sommertogt og havde ”åbent skib”.

Der blev vendt mange ting, og til sidst betroede hun mig, at hun var uhelbredelig syg af cancer – lægerne havde givet op. Det gjorde selvfølgelig stort indtryk på mig, og det er svært at komme med trøst og opmuntring i sådan en situation, hvor ord bliver fattige. Jeg sagde til hende, at det bedste, hun kunne gøre, var at bede til Gud.

Jeg plejer nogle gange at bytte adresse og telefonnummer med nogle af gæsterne, der kommer om bord på Bethel, det gjorde vi også her. En dag tænker jeg på, hvordan mon hun har det.
Jeg får øje på vores blad Waves, hvor jeg havde skrevet en lille artikel i med overskriften: Frygt ikke i morgen – Gud er der allerede. Jeg vidste, at hun var meget alene, og er man alene og så samtidig syg – ja så ved man, at livet er hårdt. Bare hun kunne læse artiklen og få at vide, at Gud altid er der. Jeg sender bladet til kvinden med en lille seddel klistret på: ”Med venlig hilsen Leif”.

Der går ikke mange dage, før jeg får en mail fra hende:
”Det er et flot billede af Bethel på forsiden – det er så skarpt som at være der selv. Jeg holder meget af din oversættelse på bagsiden af bladet. Teksten giver ro i sjælen.”

Hun skriver videre:
”Kan du foreslå noget god læsning eller gi’ mig nogle retningslinjer, som kan hjælpe mig til at bede til Gud. Faktisk har jeg på fornemmelsen, at vi nok ikke kan gøre det forkert, men det skader jo aldrig at gøre sig umage. Mon det ikke handler om, at bønnen kommer fra et oprigtigt hjerte?”

Jeg bliver meget berørt af hendes brev, og jeg skriver tilbage til hende, at hun har forstået det med bøn – når bøn kommer fra et oprigtigt hjerte, skal der ikke mere til. Jeg skriver også, hvad bøn betyder for mig – at jeg snakker med Gud, som et barn snakker med sin kærlige og stærke far. Han kender os og vores behov.

Kvinden gik en svær tid i møde, og den sidste hilsen, jeg fik fra hende, var, at hun ikke var bange mere, hun var tryg. Det gjorde et stort indtryk på mig. Hun var ikke ensom mere, for hun havde fundet sin kærlige og stærke Far, som jeg tror, har taget hende i hånden og fulgt hende hjem i evigheden.