Bedehus opfordrer til ”politikerbøn”

Bent Christiansen.

”Politikerbøn” havde sin begyndelse i 2014, og et par hundreder forbedere er på tredje år er i gang med at velsigne vores politikere og deres familier, bede om visdom fra Gud i deres liv. At de må få personlige oplevelser med Ham med alt, hvad det betyder for dem personligt og for vores land.

Det fortæller Bent Christiansen fra Bedehus.dk, som tog initiativ til at bede for de danske politikere.
Sidste opgørelse i begyndelsen af 2017 viste, at der bliver bedt for 112 af folketingets politikere. Nogle politikere har nemlig flere forbedere, andre kun én, nogen slet ingen.
Udgangspunktet for politikerbøn er Paulus ord i brevet til Timoteus, kap. 2, 1-3: ”…derfor understreger jeg vigtigheden af at bede … for alle i ledende stillinger, så vi kan leve et fredeligt og stilfærdigt liv med værdighed, som ærer Gud. Det er godt og værdsat hos Gud,” opfordrer Paulus datidens kristne.
Lidt senere skriver han, at ” … Gud ønsker jo, at alle må komme til erkendelse af sandheden og få det evige liv… 1.Tim 2:4.

Bed også for politiske ”fjender”

– En del oplever at få lagt flere politikere på hjerte i forbindelse med deres forbøn. Det er rigtig dejligt. Visionen er forsat at finde to politikere… en som er let at velsigne og bede for, og en som det er ”svær at forstå” og velsigne, siger Bent Christiansen og henviser til Matt. 5:43-44, hvor Jesus opfordrer til at elske sine fjender.
– ”Politikerbøn” er politisk neutral og begiver sig derfor ikke udi politisk debat, for og imod, men er overbevist om at den enkelte lader sig inspirere af Helligånden. (Vær altid i bøn til Gud under Åndens inspiration… jf. Efeserbrevet 6:18)

– I samtale med politikere oplever man, hvor svært det er for mange af dem. Der er utallige vanskelige og komplicerede beslutninger, som måske umiddelbart synes enkle, men som det er svært at kende langtidsfølgerne af. Der er parti-disciplin, som skal følges, som kan gøre det vanskeligt for den enkelte osv.
Derfor har de brug vores forbøn, at Gud må møde dem med sin visdom, fastslår Bent Christiansen fra Bedehus.dk.
Han opfordrer også til at bede for lokalpolitikerne i forbindelse med kommune- og regionsvalget den 21. november.
En oversigt over folketingets politikere findes på www.ft.dk/medlemmer.