Besøg fra USA hos ’gidslet Brunson’ i Tyrkiet
– Den tyrkiske regering har fabrikeret anklager mod pastor Brunson, for størstedelen baseret på ”hemmelige vidneudsagn”.
Det siger to medlemmer af USAs kommission for international religionsfrihed (USCIRF), som har besøgt den amerikanske pastor Andrew Brunson i Kiriklar fængslet i Tyrkiet.
Frygtelige forhold i fængslet
USCIRFs Sandra Jolley og Kristina Arriaga besøgte pastor Brunson i fængslet i sidste uge.
Pastoren fra North Carolina, der har været missionær i Tyrkiet i 23 år, blev fængslet den 7. oktober 2016. Han er anklaget for at have forbindelse med den islamiske præst Fethullah Gulen, som menes at stå bag kupforsøget mod Tyrkiets regering i juli 2016.
Brunson blev også anklaget for at have holdt prædikener med et ”særligt formål” til en kurdisk gruppe. Hvis han findes skyldes, risikerer Andrew Brunson en livstidsstraf.
De to iagttagere afviser anklagen som pure opspind. De fortæller om de frygtelige forhold i fængslet: I starten sad Brunson i en celle, der var beregnet til højst otte mænd – men der var over 21 fanger i rummet.
I Kiriklar fængslet har han siddet i alle døgnets timer sammen med to andre, der også anklages for at være med i Gulenbevægelsen. Brunson har tabt over 22 kg siden fængslingen.
– Han lever i en verden af psykiske og fysiske forstyrrelser. Han har ikke fået den påståede retsproces, har ikke fået korrekt information om anklagerne, der er urealistiske datoer for processen og han aner ikke, hvornår han vil gense sine børn eller sit land, siger Sandra Jolley.
Erdogans gidsel
Jordan Sekulow fra American Center for Law and Justice har omtalt Andrew Brunson som ”den tyrkiske regerings gidsel” og som en brik i Erdogans hænder.
I september tilbød Erdogan at frigive Brunson, mod at Tyrkiet får Gulen udleveret fra USA.
– Pastor Andrew har ikke gjort noget forkert. Men nu bliver han holdt som gidsel. Han bør sættes fri, siger Jordan Sekulow.
Gennem pressemeddelelsen fra USCIRF takker Brunson alle, som arbejder for hans sag og beder for ham.