Lederseminar om de 5 tjenester

Den 18. november holder de fire kvinder bag den apostolsk-profetiske konference i september et lederseminar om ”de fem tjenester”.

De fem tjenester er omtalt i Efeserbrevet 4, 11, hvor der står, at ”Kristus gav os apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere.”

Men i praksis er der næsten kun hyrderne (præsterne) tilbage i det meste af kirkelivet.

– Formålet med dette lederseminar er at opmuntre, styrke og inspirere ledere på alle plan til at bruge deres gudgivne gaver og tjeneste til gavn for de sammenhænge, de er involveret i, siger Mirjam Rasmussen, Randers, som selv har skrevet bogen ”Guds gaver”, som handler om emnet.

– Vi har tidligere afholdt to konferencer med fokus på de apostolske og profetiske tjenestegaver, men ønsker at pointere, at alle fem tjenester er nødvendige i kirken, siger hun.

Lederseminaret foregår på Kolding Internationale Højskole, men er ikke arrangeret af højskolen, så tilmeldingen skal ske til mir.rasmus@gmail.com senest den 11. november.

For at belyse de fem tjenester er der foredrag af evangelisten Jørn Hyldgaard, profeten Pernille Liland, Anette Holt, som repræsenterter bibellæreren, og Johannes Hansen, som regnes som apostel indenfor sin kirke.

Initiativtagerne til lederdagen er foruden Mirjam Elbæk Rasmussen, Anette Holt Larsen, Rakul Kristiansen og Hanne Christiansen.

Jørn Hyldgaard har rejst Danmark tyndt som evangelist.

Med en humoristisk og afslappet form forkynder han også for ikke-kirkevante.

Han er senest aktuel med selvbiografien ”Hudløs”.

 

 

 

 

 

 

Pernille Liland er en sprudlende forkynder og kan ikke prædike uden at betjene mennesker med profetiske ord.

Hun har også skrevet flere bøger, bl.a. ”Gennembrud for Lederskab”.

 

 

 

 

 

 

 

 

Anette Holt Larsen er kendt fra bl.a. Aglow og leder af ”Next Level”, en apostolsk/profetisk tjeneste.

Hun er med i lederteamet for Næstved Bykirke og har skrevet bogen ”I er Jordens Salt”.

 

 

 

 

 

 

 

Johannes Hansen er uddannet cand. teol. og præst i Apostolsk kirke i Ålborg.

Var i 9 år også leder for Apostolsk kirke i Danmark, men er nu mest optaget af at bygge lokale menigheder.