Mere tro, håb og kærlighed

Craig Hill er på verdensplan en eftertragtet underviser.

Der blev både grinet og grædt på ægteskabskonferencen med Craig Hill i Ålborg den 7. oktober.

Selv om Craig Hill kan beskrives som en superstjerne indenfor formidling, fremstår han meget nede på jorden i sine slidte cowboybukser og sin jordnære forkyndelse. Han formår med humor og indsigt at formidle Guds trøst og ledelse i ægteskabet.

Langt de fleste deltagere er velfungerende par, som bare ønsker at blive ”opgraderede”. Der er helt nygifte og par, der havde været gift i 45 år.

Tina Jalk har været med til at få visionen for ægteskabskonferencen.
– Vi har været meget velsignede med at få Craig Hill til Danmark, da han kan vælge og vrage mellem de største konferencer i verden. Alligevel lykkedes det at få ham til lille Danmark, og det bekræfter os i at vores arbejde med konferencen ikke blot er en god plan, det er Guds plan, siger Tina.

Da han kommer ind på, hvor stor en forskel i et menneskes liv det gør, om man har oplevet at blive velsignet af sin far, er der meget stor respons. Han kalder til forbøn for dem, der oplever ikke at være blevet velsignet af deres far, og næsten alle rejser sig op. Han fortæller om, hvordan Gud altid har været en del af deres liv, og at han er den far, der kan give det, de har manglet fra deres jordiske far.

– Der var mange, der blev mødt af Gud på en særlig måde. Han bad også dem, der stod i deres livs krise om at rejse sig op. Det er noget uvant for en dansk kontekst, men der var flere, der rejste sig, og de blev særligt omsluttet ved, at de andre deltagere slog ring om dem og bad for dem.

Konferencen afholdes i samarbejde med flere lokale kirker i Ålborg. Over 50 frivillige hjælper til.
En blandet forsamling

En har inviteret damen fra Netto og hendes muslimske mand med, da hun ved, de har det svært i deres ægteskab.

I baptistkirken har de en food bank, hvor flygtninge kan komme og fylde en bærepose med madvarer hver onsdag. Det rygtes hurtigt og er meget populært. En af de frivillige bag inviterer nogle gange familierne til middag og får en god relation til dem. Så hun har inviteret flere par med og fundet tolke til dem.

I det hele taget foregår der meget tolkning på konferencen, hvor der er deltagere fra Norge, Sverige, England, Finland og flere afrikanske lande. Der er præster med deres koner, ægtepar og fraskilte.

– Og så havde vi lavet wild cards, så man kunne betale billetten for en, der ellers ikke ville have råd til at deltage i konferencen. Selv om wild card’ene gik til nogen, folk ikke kendte, var der flere, som gerne ville købe en billet for at andre kunne deltage, siger Tina.

For at deltage i konferencen skal man være gift. Kan man ikke få sin ægtefælle med, er man velkommen til at komme selv. Nogle af deltagerne er fraskilt, men kommer alligevel enten sammen eller den ene part.

Om at stå i tro

Mennesker, der er gift, og hvor ægtefællen ønsker skilsmisse, er ofte klemt og glemt i deres forsøg på at redde ægteskabet. Her kan de komme på konferencen og opleve at blive set og velsignet, bedt for og støttet i deres kamp for at genvinde ægteskabet. Når man er den eneste i ægteskabet, der bliver ved med at kæmpe for genoprettelse, kalder de det at stå i tro.

Der var et videovidnesbyrd fra Niels og Lone Engell, hvor hun efter over 25 års ægteskab vælger, at det skal være slut, fordi ægteskabet slider så hårdt på dem begge. Hun flytter fra ham og mener, det er slut for altid mellem dem. Stort set alle rådgiver ham til at opgive ægteskabet med Lone. Han søger hjælp hos 2=1 og får støtte til at stå i tro for sit ægteskab. Efter 2 år og 9 måneder hvor Gud vejleder dem hver især gennem sit ord og profetiske budskaber, finder de sammen og bliver gift igen.

En af deltagerne, der står i tro sagde følgende om konferencen:
– Jeg er med, fordi jeg nægter at give op! Jeg vil ikke vende mit ægteskabsløfte ryggen. Selvom det kan være hårdt at være afsted alene, føler jeg mig altid velkommen. Hver gang lærer jeg noget nyt, hvor jeg ville ønske, at jeg havde hørt det for længe siden. I år var fuldstændig vildt. Fantastisk undervisning, og jeg fik især det med mig, at alle længes efter accept, og vi kan lære at elske den anden – også selvom ægtefællens handlinger ikke er særlig elskelige. Jeg kan kun anbefale andre, der står i tro, at være med næste år.

Tina fortæller om, at det ikke er mennesker selv men Gud, der kan genoprette et ægteskab. Derfor skal vi søge Ham og søge hans vejledning og leve tæt på Ham midt i det svære.

– Når man har det svært i sit ægteskab, kan der være tilbud, som tager udgangspunkt i psykologi eller kommunikation. Her ønsker vi at tage udgangspunkt i, hvad Gud lærer os om ægteskabet gennem sit ord. Og vi ønsker at rejse troen og håbet om, at ægteskabet kan være til velsignelse hele livet.

Det handler ikke om feel good – men om at følge Gud.

Nogle gange kan man blive fristet til at forlade sit ægteskab, fordi det føles som den bedste løsning. Det kan være hårdt at kæmpe for et bedre ægteskab.

– Hjertet bag konferencen er ikke at lave en ”feel good dag”, men en ”følg Gud dag”, og lade deltagerne mærke Gud gennem lovsang, undervisning og forbøn, siger Tina.

Udover Craig Hills taler var der et par videoer med vidnesbyrd fra ægtepar, som selv har kæmpet og nu hjælper andre. Inge-May og Flemming Sørensen har været gift i 34 år og Flemming fortæller:
– Vores ægteskab var råddent. Jeg var utro, og det var jeg hele tiden. Det var ikke noget Inge-May vidste noget om, og jeg vidste godt det var forkert, men jeg kunne ikke blive fri for det. Hver gang jeg troede jeg var fri, så skete det igen. En dag gik jeg min vej fra ægteskabet, fordi jeg var forelsket i en anden.

Psykologen rådede Inge-May til at begrave de drømme og visioner, hun havde haft for deres liv og for deres familie. Efter nogen tid besluttede hun sig for at holde den pagt, som hun havde med Flemming, og som hun havde lovet ind for Gud. I 2015 skete der et under.

– Gud greb ind i mit og vores liv, og jeg blev sat fri fra det, der bandt mig… Jeg blev en ny mand… Nu er familien samlet, og vi mærker Guds velsignelse, siger Flemming.

Parret står nu til rådighed for mennesker, som kæmper i deres ægteskab. De vil gerne være med til at formidle tro og håb og genoprettelse. Inge-May og Flemming stod sammen med Lone og Niels til rådighed for samtaler i pausen på konferencen. Deres kraftfulde vidnesbyrd om, hvordan Gud havde grebet ind, var til stor opmuntring for deltagerne.

Ikke kun gråd og alvor

Det var ikke gråd og alvor det hele. Craig Hill var meget underholdende og fortalte om, hvordan vi kan fylde ægteskabet med kærlighed og accept. Da han underviste mændene i, hvordan de kan få en kone, der ikke hele tiden vil lave om på dem, var der mange sjove situationer, som fik latteren kaldt frem i salen.

– Og da kvinderne blev undervist i, hvordan de skal lære at værdsætte deres mænd og være taknemlige, sad mændene i salen med skæve gnækkende grin, og det var som om de lige voksede en halv meter, siger Tina.

Konferencen afholdes i samarbejde med de lokale kirker, som ønsker at være en del af arbejdet.

– Der kan være mange ting kirkerne, som er involveret i konferencen ikke er helt enige i. Men de kan samles i stor enighed om, at det er vigtigt at styrke ægteskabet og hjælpe familier med at lykkes, slutter Tina.

Heine og Heylin Grünewald:
”Vi har deltaget i ægteskabskonferencen i de 3 år den har eksisteret her i Danmark og hver gang er vi gået hjem med masser af opmuntring. I år var det specielt en session omkring at velsigne vores børn. Den kraft der er i hver uge at praktisere at velsigne og at proklamere stor fremtid for ens børn. Vi har besluttet at forsøge at praktisere det… Om vi skal med næste år? Ja helt klart, og vi vil bare opfordre andre par at investere en konference i deres eget ægteskab.”

David og Kersti Jakobsen:
Vi har været med for første gang i år. Det var godt at være afsted, sådan bare os to. Der var skøn lovsang, dejlig mad og god undervisning om ægteskabet. Godt ægteskab kommer ikke af sig selv, men der skal investeres. Vi hørte vigtigheden om at høre, hvad den anden part siger, vise sin taknemlighed og beundre sin livsledsager og bede sammen.