Vær ikke bange for at blive til grin

Ungdomsleder Kevin Lund Hansen opfordrer os til at stå mere frem og fortælle om alt det, Gud har gjort for os – og adlyde tilskyndelser.

Det er inspirerende, når unge tør stille sig frem og fortælle om deres tro og tilbyder at bede for andre. Selv i sammenhænge, hvor de risikerer latterliggørelse.

Kevin Lund Hansen, 23 år, fra City Kirken i Taastrup er en af dem, der tør og gør det, og inderligt ønsker at blive endnu bedre til det.

Det kræver styrke – især i teenageårene, hvor man så gerne vil passe ind – at gøre som Kevin for eksempel gjorde, da han stod op for Gud i en sammenhæng, hvor han helt sikkert kunne forvente modstand og hån. Der findes nok en del kristne, som endnu ikke har udvist så stort mod:

– Jeg har et postkort, der blev skrevet på for fire et halvt år siden. Det har stadig kraft og betydning for mig. Det er fra, da jeg stillede mig op og tilbød at bede for 25 unge mennesker, der stod og røg hash. De var skæve. 24 unge mennesker gjorde nar af mig, fortæller Kevin Lund Hansen.

Alligevel foreslog han anonym forbøn, hvis der var nogen eller noget, de ønskede, der blev bedt for. ”Hvis I ikke kan lide at sige det højt, så skriv det ned på et kort”, opfordrede han de unge og delte kort ud. Og den 25. af de unge gav ham et kort, hvor der stod: ”Vær sød at bede for min bror, som har leukæmi, og jeg er bange”.

Gør det trods hån

– Og hold op, hvor har jeg bedt for den dreng! Jeg ved ikke, om drengen har fået det bedre, men postkortet minder mig stadigvæk om at være tro mod det Gud siger, også selvom det virker dumt. Gud har overblikket!

– Det sker ofte, at man bliver grint af, når man gør det, man føler tilskyndelse til. Men man skal bare lade være med at tænke på det – og gøre det alligevel. Det vigtigste er, at man gør, hvad Gud har sagt, understreger Kevin Lund Hansen.

Kortet har stadig stor betydning for ham. Det er rart at vide, man gjorde det, Gud ønskede. Enhver, der har haft det svært, ved hvor meget, det betyder, at der er nogen, som rækker en hånd ud midt i mørket.

Ungdomslederen opfordrer alle til at turde mere. Til hverken at være bange for at blive til grin, miste økonomiske fordele eller personlig vinding ved at gøre opmærksom på Gud.

Større åbenhed

– En af lovsangslederne i kirken skrev for nylig nogenlunde sådan her på sin facebook profil: ”Der var en tid, hvor dine inderste tanker var noget, du skrev i en bog og håbede ingen så. I dag sætter du dem på Facebook i håb om likes”.

– Når jeg taler om noget, jeg skrev i sådan en bog, er jeg inspireret af Joshua-bogen, kapitel 4, hvor Josva er på vej ud af Egypten, og de kommer over Jordanfloden. Her får han en besked til de 12 mænd, som er udvalgt fra hver af de tolv stammer og siger: Nu kan I gå over, men tag hver en sten med og byg et monument. Det skal minde om den dag, vi krydsede Jordanfloden.

– Jeg er en praktiker, og hvis ikke jeg kan bruge det i hverdagen, så har jeg svært ved at lade det slå rod. Derfor spørger jeg mig selv: Hvad skal jeg bruge det monument, der tales om, til? spørger Kevin Lund Hansen, der læser matematik og teknologi på DTU.

Han kommer med et lille bud på, hvordan det anno 2017 er relevant for ham og andre.

– Vi er ikke gode nok til at stille os op og sige: Gud er god. Han passer på sit folk! Og fortælle, når Gud gør noget fantastisk. Vi skal både blive bedre til at skrive det ned og fortælle det videre.

– Jeg kommer måske ikke til at krydse Jordanfloden, men jeg har oplevet en masse vilde ting – og har stadig ting til gode. De ting fortæller jeg ikke nok om, men jeg prøver at blive bedre til det. For Gud fortjener vores lovprisning. Han er fantastisk, og vi skal blive bedre til at stoppe op, acceptere det og sige ”Gud i dag vil jeg lovprise dig”. Når Han får det umulige til at virke som petitesser, så skal vi prise Gud. Kom i gang. Gud er god. Sig det noget mere! opfordrer Kevin Lund Hansen.

Selv om han er ung, har han prøvet at være meget langt nede. Og han kender til glæden ved at komme op til overfladen igen – og være taknemlig og glad for de mange gange, vi alle får en ny chance fra Gud, når vi har været ude på et sidespor. Igen og igen.

– Ligesom de dengang gik fra det gamle land ind i det nye og kunne starte forfra, vil jeg starte forfra i dag – og glemme, at jeg også er dårlig til… hvad end det måtte være. I dag, Gud, vil jeg gerne være et bedre menneske. Starte et nyt kapitel.

– I stedet for at være optaget af at slå os selv oven i hovedet med vore fejl, skal vi blive bedre til at skrive det ned og fortælle det videre, når vi er blevet hjulpet, så det kan blive et monument. Sige til os selv, når ting er svære: Nu nulstiller vi og vender tilbage til det, som det hele handler om! Og huske, at senere kan det blive til et monument, andre kan kigge på og have gavn af, siger ungdomslederen.

Han vil gerne være med til at tale tidsånden imod:
– I disse dage er der så stor fokus på penge, magt og popularitet. Men jeg har en Gud, der er større end penge!
– Vi mister kraft, hvis vi siger: Jeg har et monument herovre, men I må ikke se det.
– Hvis jeg gemmer og glemmer alle de oplevelser, så vil det falde til jorden. Jeg vil få meget ud af både at høre, hvad Gud gør i andres liv og ved også selv at fortælle hvad Gud har gjort for andre og for mig.
– Gud er for vild! Fortæl det til alle andre – uden at få det dårligt med dig selv. Byg det monument!

Kevin Lund Hansen er vokset op i en kristen familie. Både hans forældre og hans bror kommer i hans kirke, hvor han også har nære venner. Er der noget, der kan smelte hans hjerte, så er det, når der tages skridt i tro med livslang betydning. For nylig blev to af hans venner døbt på Ishøj Strand.
– Når unge gutter, mine venner, vælger at lade sig døbe, så synes jeg, at de har taget den bedste beslutning i deres liv. Og til dem og alle andre, der gør det, kan jeg bare sige: Byg dine monumenter. Stil dig op og sig: Gud er fantastisk.
– Og nej, jeg kommer nok ikke til at krydse Jordanfloden. Men det er ok! Jeg har en Gud, der kan alt. En Gud fyldt med monumenter. Som ikke kan sættes i en kasse, pointerer han og tilføjer:
– Vi skal blive ved med at minde hinanden om, at miraklernes tid ikke er forbi – og takke Gud for, at når vi har dummet os ”den millionte gang”, så kan vi starte på ny. Og vi kan bede om, at de monumenter, vi bygger, kan minde os om at blive bedre til at dele vore monumenter…De historier – de monumenter – bliver fremtidens monumenter, mener han.

Og vore vidnesbyrd må og½så gerne være personlige – uden at hænge andre unødigt ud, så alle kan inspireres af, hvor barmhjertig og fuld af nåde, Gud er over for os mennesker.