Er vi parate til en snak om vores tro?

Kronikøren forslår at samtalen krydres med, at vi udviser respekt for divergerende synspunkter.

Hvordan reagerer vi, når vores tro i en samtale bliver udfordret af fx Big Bang-teorien? Trækker vi os helst fra samtalen? Eller tager vi udfordringen op og forholder os rationelt til vores tro? I en dialog kunne vi fremføre nogle logiske argumenter, som kan udfordre de naturvidenskabelige forklaringer.

Som kristne kan vi komme i snak med mennesker, der ikke deler vores livsanskuelse. Måske udtrykker de, at de er overbeviste om, at der ikke findes nogen Gud overhovedet.
Vores respons er så, at vi tror på, at Gud eksisterer. Vi antager, at det er ham, der har sat det hele i gang. Vi kan fortælle, at vi har en vished om, at vi ikke er overladt til os selv. Og at tiden på jorden faktisk kun er starten på et liv, der fortsætter efter døden. Vi føler os trygge og grundfæstet i troen på en aktivt tilgivende Gud, og vi oplever ham nærværende i vores liv.

Det kan være, at vi beretter om, at et problem har fundet sin løsning, efter at vi har bedt en bøn. Og at vi måske endda har set, at folk er blevet helbredt fra alvorlig sygdom, og at vi opfatter det som et udtryk for et guddommeligt mirakel.

Intet bevis for Gud

Vi føler os nogenlunde på hjemmebane, så længe samtalen handler om vores personlige overbevisninger og oplevelser.

Men hvad stiller vi op med en bemærkning om, at vi jo ikke kan bevise, at Gud er til? Og hvis han ikke findes, kan han selvfølgelig heller ikke have skabt universet, jorden og alt det levende. Nej, det hele begyndte med et Big Bang.

Hvordan reagerer vi her? Føler vi os klædt ordentligt på til at gå ind i sådan en samtale, når vi står over for naturvidenskabelige forklaringer og argumenter? Udsagn om at man kun kan tro på det, man kan se og bevise.

Har vi mest lyst til at trække os fra sådan en samtale?

Alt har en årsag

Vi kan i samtalen vove os over på den andens hjemmebane. Vi kan tage udfordringen op, hvor vi parkerer vores personlige oplevelser og i stedet bliver mere logisk argumenterende.

I samtalen kan vi netop gribe bolden om Big Bang-teorien.

Kort fortalt handler teorien om, at en gigantisk eksplosion, Big Bang, satte det hele i gang for omkring 13,7 milliarder år siden. Før Big Bang var der ingenting. Og tiden eksisterede ikke. Ved Big Bang blev der dannet nogle tætpakkede mikroskopiske partikler, som svævede rundt. Galakserne, planeterne og alle de bestanddele, vi finder i universet, fremkom af disse partikler på et senere tidspunkt.

Big Bang-teorien indeholder ikke forklaringer på, hvad der satte gang i denne kæmpe eksplosion.

Som kristne kan vores respons være, at der altid vil være en årsag til, at noget går i gang, inklusiv et Big Bang. Og at hverken mikroskopiske partikler eller større synlige genstande tilfældigt kan opstå af sig selv.

Et gammelt ord siger: ”Af intet kommer intet”. Et eller andet må være til stede, for at noget nyt kan blive etableret. Der er altid en årsag til, at noget bliver til eller begynder at eksistere.

Vores pointe er, at da materie eller et helt univers altså ikke kan opstå ud af det rene ingenting, er det nærliggende for os at tro, at der står en intelligent designer bag. Denne designer kunne være den Gud, som Bibelen fortæller om.

Hvem har skabt Gud?

Hvis der altid er en årsag til, at noget begynder at eksistere, hvor kommer Gud så fra? Hvem har skabt ham? Vi kan blive stillet disse meget relevante spørgsmål.
I vores svar kan vi argumentere ud fra Bibelens beskrivelse om Gud.

Bibelen fortæller, at Gud er ånd. ”Ånd” er ikke sammensat af materie eller atomer. Og derfor er Gud ikke underlagt universets naturlove. Man kan heller ikke tale om, at ånd har en begyndelse eller en slutning. Så i den optik kan det give god mening at hævde, at Gud altid har været der.

Præcist design

Et input, vi kan byde ind med i samtalen, kan handle om universets præcise design. Spørgsmålet er, om det bare er tilfældigheder, der har skruet universet sammen.

Fakta er, at universet er styret af 15 fysiske konstanter. Konstanterne er fx lysets hastighed og tyngdekraften. Konstanterne er nøje finindstillede. Med blot en afvigelse i en af konstanterne på en milliontedel, altså 1/1.000.000, da universet blev dannet, ville intet liv være muligt. Hvis der altså havde været en mikroskopisk ændring ved én af de 15 konstanter, så var vi ikke til stede på jorden i dag. Alting ville have haft en anden form.

Vi kan sammenligne de 15 konstanter med et puslespil, som har 15 brikker. De 15 brikker skal passe minutiøst ind i hinanden. Hvis bare én af brikkerne har en mikroskopisk afvigelse, så vil puslespillet ikke kunne lægges.

Er denne fintuning af universet en tilfældighed? Eller kan der være en designer, der oprindeligt har styret denne proces?
Vores overbevisning er, at universets fintuning ikke er et udtryk for tilfældige hændelser, men at Gud har haft en styrende finger med i spillet.

Mirakuløse hændelser

Der findes selvfølgelig mennesker, som tror på, at der kan være ”et eller andet overnaturligt”, der har sat det hele i gang. Disse mennesker fortæller, at de erkender, at igangsætteren måske er en fjern Gud eller en universel kraft.

Men de kan have svært ved at anerkende de ”overnaturlige” episoder, vi læser om i Det Nye Testamente. Fx at folk blev helbredt og opvakt fra de døde. Og at Jesus også opstod fra de døde. Eller personerne kan have vanskeligheder med tesen om, at livet fortsætter efter døden.

Vores ræsonnement og forklaring kan være, at vi tror på en almægtig Gud. Han har skabt mennesket og alt omkring os med sin livgivende kraft. Derfor er han også i stand til at udvirke mirakler.

Vores overbevisning er, at de mennesker, som levede i tiden under Det nye Testamente, faktisk blev helbredt og opvakt fra de døde. Og at denne kraft i øvrigt stadig er virksom, når vi taler om mirakuløse hændelser i vores tid.

Troens indre overbevisning

Om der er en Gud, som har haft en styrende finger med i spillet, er naturligvis et spørgsmål om tro. Og ja, det er korrekt, at ingen af os kan se Gud eller bevise, at han faktisk er til.

De fleste af os anerkender andre tildragelser, som vi ikke bare kan iagttage og vurdere gennem et par naturvidenskabelige briller. Fx oplevelsen af kunstnerisk skønhed ved at lytte til et stykke musik eller ved at fordybe sig i et maleri. Vi kan lytte til den samme musik eller studere det samme maleri. Men oplevelsen foregår på et indre plan. Og den er helt individuel.

Eller hvad med overbevisningen om, at nogle moralske og etiske principper er at foretrække frem for andre? Denne overbevisning er subjektiv. De naturvidenskabelige love kan ikke bruges som afgørende målestok for, hvad der er rigtigt eller forkert.

Vi kan fortælle, at vores tro på en Gud også er en subjektiv overbevisning og oplevelse. At vores tro er skabt ud af det, vi har læst om i Bibelen og så visheden om, at Gud er til stede i vores tilværelse.

Respekt for andre

Al dialog om tro vil dog være ligegyldig, hvis den kun har et skarpt fokus på logisk argumentation.

For vi kan blive så optaget af vores egne forklaringer og holdninger i diskussionen om trosantagelser, at vi glemmer at lytte til den, vi taler med. Vi kan føre os frem med en attitude, der signalerer, at det er os, der har ret. Og at det er den anden, som skal overbevises om vores religiøse syn på verden.

Mit forslag er derfor, at samtalen krydres med, at vi udviser respekt for divergerende synspunkter. Vi kan godt være overbeviste om, at det er os, der har grebet sandheden. Samme overbevisning har den anden formentlig. Og den overbevisning må vi have respekt for.

Respekten kan vi demonstrere ved, at vi lytter oprigtigt. Vi kan bestræbe os på at forstå, hvordan den andens syn på tilværelsen er. Det kan endda være, at vi lærer noget nyt. Et eller andet, som kan korrigere vores opfattelse af, hvordan tilværelsen er skruet sammen.