Anders Ova: Mange af os sidder i ”gældsfængsel” fordi vi ikke vil tilgive
”Der findes ingen synder og krænkelser i denne verden, hvor onde og ødelæggende de end kan være, der ikke kan og skal tilgives.”
Det fortæller forkynder og forfatter Anders Ova. Udfordringen har bedt ham om at kommentere Corrie ten Boom’s svære situation, da hun efter krigen bliver opsøgt af sin bøddel fra Ravensbruck, der nu beder hende om tilgivelse.
Den gældbundne tjener
– I lignelsen om den gældbundende tjener gør Jesus det klart, at al tilgivelse mellem os mennesker er betinget af Guds tilgivelse af vor bundløse og ubetalelige skyld overfor ham.
Historien handler om en konge, der vil gøre regnskabet op med sine tjenere, hvoraf den gældbundne tjener skyldte ham ti tusinde talenter. Tjeneren havde intet at tilbagebetale kongen med, og desuden var beløbets størrelse aldeles ubetaleligt.
Tjeneren kaster sig derfor ned og beder kongen om at have tålmodighed med ham, hvorefter kongen får medynk med sin tjener og eftergiver ham hele beløbet.
Den frigivne tjener går derefter ud og farer i halsen på en medtjener, der skylder ham et ubetydeligt beløb på hundrede denarer.
Jesus beskriver nu den frigivne tjener som en ond tjener, der på trods af hans nyvundne gældsfrihed kræver det ubetydelige beløb betalt. Hans skyldner kaster sig nu ned for ham og beder om udsættelse og tålmodighed. Da dette blev ham nægtet, blev de øvrige tjenere meget bedrøvede og gik hen og fortalte kongen, hvad der var sket.
Kongen blev så vred over den onde tjeners opførsel, at han overlod ham til bødlerne, der kastede ham i et livslangt gældsfængsel.
Jesus afslutter historien med disse advarende ord: «Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af sit hjerte tilgiver sin broder.” (Mattæus 18,23-35)
– Hvad Jesus gør gældende i historien om den gældbundne tjener, er, at uagtet hvor stor skyld og krænkelse der er blevet påført os af onde mennesker, vil det aldrig kunne overgå den skyld og krænkelse, hver enkelt af os har påført Gud. Således findes der heller ingen synder og krænkelser i denne verden, hvor onde og ødelæggende de kan være, der ikke kan og skal tilgives.
Corrie ten Booms historie
– Det er i dette lys, vi må forstå Corrie ten Booms tilgivelse af den bøddel, der pinte og plagede hende og hendes søster i Kz-lejren Ravensbruck. Da hun efter krigen stod overfor ham igen, blev hendes sjæl kold, og på trods af at hun troede, hun ville kunne tilgive ham, fik hun ikke ordene over sine læber.
Ikke med sin bedste vilje kunne hun tilgive ham af hjertet, ikke før hun bad Jesus om at give hende hans tilgivelse. Så skete underet, hun kunne række ham sin hånd og tilgive ham.
Denne beretning henvender sig til os alle, men i særlig grad til de mange kristne, der sidder i gældsfængsel, og som ikke forstår, at deres lidelser beror på uvillighed til at tilgive deres skyldnere.
Deres hjerter er blevet så kolde over den ondskab, der er blevet påført dem, at de ikke kan få sig selv til at tilgive deres krænkere. Men de kan, ligesom Corrie, bede Jesus om at give dem hans tilgivelse, og ingen har bedt denne bøn forgæves.
Jesus understreger også dette forhold i den fjerde bøn i Fadervor: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.» Her peger Jesus både på den ubetalelige syndegæld, Gud har tilgivet os, og på med hvilket forbillede vi skal tilgive vore skyldnere. Ingen skyld og krænkelse, der er blevet påført os, kan overgå den skyld og krænkelse, som Gud har tilgivet os.
Hvem skal tilgives her?
– Under en personlig krise opsøgte jeg en ungdomsven, der har arbejdet som overlæge og psykiater på et sygehus i Norge, fortæller Anders Ova.
– En aften talte vi sammen om hans arbejde, der i særlig grad omhandlede behovet for tilgivelse. Forud for hver ny patient han tog i behandling, spurgte han sig selv: Hvem skal tilgives her?
I uvidenhed om den dybere årsag til deres lidelser, befandt mange af hans klienter sig i det gældsfængsel, som Jesus advarede mod, fordi de var blevet kolde og hadefulde mod deres krænkere.
Hvorfor greb Gud ikke ind?
Mange stiller sig selv spørgsmålet: Hvorfor greb Gud ikke ind, men vendte tilsyneladende ryggen til sit folks lidelser under nazisternes samlebåndsdrab i Kz-lejrene?
– Det er ikke muligt at give et fyldestgørende svar på dette spørgsmål. Vi ved bare, at Gud er en retfærdig Gud, og at retfærdighedens regnskab ofte må vente på at blive gjort op, indtil den kommende herlighed. Der vil vi blive præsenteret for en visdom, der er så overbevisende og fuld af herlighed, at Guds visdom er det første ord, der falder os ind i vor tilbedelse af ham.
En ny type fjender
Vi lever i en endetid, hvor vi omgives af en ny type fjender, der i kalifatets navn vil dræbe os uden skånsel.
Vi kender alle til de grusomme drab, der har fundet sted i Paris og i andre storbyer. Når det kommer til spørgsmålet om at standse dem i deres blodrus, må alle midler tages i brug, og når det kommer til spørgsmålet om tilgivelse, må vi tilgive dem på den samme baggrund, som Gud har tilgivet os. På korset bad Jesus om tilgivelse for sine bødler, fordi de var uvidende om hvad de gjorde.
Verden vil blive regeret fra Helvede
Vil historien gentage sig, og vil vi opleve de samme rædsler som under 2. Verdenskrig?
– Der findes ingen tvivl om, at historien gentager sig, det er den allerede i fuld gang med, fortæller Anders Ova. Om den endelige drabs- og forfølgelsestid, der vil udfolde sig under den store trængsel, ved vi, at den vil blive endnu grusommere end under den anden verdenskrig. En tredjedel af det jødiske folk vil blive udryddet, ligeså vil millioner af mennesker vælge martyriet frem for at tage dyrets mærke på sig. Verden vil blive regeret fra Helvede.
En ny Hitler?
Kan vi risikere, at en Hitler kommer ind på verdensscenen?
– En ny Hitler er uden tvivl på vej, men i modsætning til den Hitler, vi kender fra historien, vil den kommende Antikrist fremtræde i en så overbevisende kristusgestalt, at verdens befolkninger vil tage imod ham som den kommende messias, indtil den sande Messias, Jesus Kristus åbenbarer sig fra himmelen.
Ved dette syn vil alle folkeslag jamre og klage sig, for nu går det endelig op for dem, hvilket bedrag de har levet under.