Min bror har tjent Gud i USA – kan jeg?

Min bror er lige kommet hjem efter tyve år, hvor han har tjent Gud i USA. Jeg har haft travlt med gården og har glemt Gud. Nu vil jeg gerne finde Gud igen, skriver en landmand.

Kære Orla Lindskov.
Man har fortalt mig, at man kan spørge dig om alting, og så svarer du i din Brevkasse.

Nu skriver jeg så til dig. Jeg håber ikke, det gør noget. Jeg håber, at du har tid til mit brev.

Jeg har mit hus og min gård at styre og har altid meget at bestille.

Jeg går i kirke til jul og til påske. Ellers ikke. Men min hustru, hun gør det meget. Men jeg tror ikke, at jeg er værre end andre.

Jeg har hele mit liv forsøgt at være et hæderligt menneske. Der er ikke noget menneske, jeg har gjort uret, så vidt jeg ved. Jeg er nok som folk er flest.

Men så skete det for få dage siden, at min bror kom hjem fra udlandet. Rettere sagt fra USA. Vi har ikke set hinanden i tyve år. Han er kommet hjem for at være sammen med familien. Jeg synes, jeg kan mærke, at han nok bliver i Danmark.

Da vi var børn og senere unge, var vi ikke fra hinanden en eneste dag. Der var også kun et år imellem os, så vi var jo jævnaldrende.

Vi talte med hinanden om alt, og vi ville det samme. Vi ville vove vores liv for at tjene Gud, og også tjene menneskene. Vi bad Gud om kraft til at gøre det. Det havde vores mor lært os.
Så gik tiden. Jeg måtte blive tilbage og overtage gården, da far døde, og så giftede jeg mig. Men min bror drog ud i verden for at tjene Gud. Sådan måtte det være, sagde han.

Han er altså nu tilbage, og han har så meget at fortælle. Det er underligt. Han taler stadig sådan, som vi gjorde for tyve år siden. Men han taler ikke som en dreng. Han er jo mand nu. Jeg kan høre, at han er kommet langt. Han har gjort det, vi talte om at gøre, da vi var unge, nemlig at tjene Gud.

Han er det nu, som vi ville være som unge. Han har brugt sin tid i USA til udelukkende at tjene Gud og fattige mennesker.

Han er blevet en Guds tjener. Det er, som om han stadig taler vores ungdoms sprog. Det sprog har jeg ikke hørt i tyve år. Jeg har tidligere talt på samme måde. Men nu er jeg blot, som folk er flest.
Orla Lindskov, tror du, at hvis jeg ikke havde overtaget gården og ikke fået mig en hustru, men også var draget ud i det fremmede, tror du så, jeg ville være blevet som min bror?

Hvordan kan man tabe noget, som man før har haft?

Nu mærker jeg nemlig en dyb længsel efter at komme tilbage til det sted, hvor jeg var for tyve år siden sammen med min bror.

Når man som jeg er gået en forkert vej og er blevet verdslig som alle andre, så kan man vel vende om og gå tilbage.

Jeg forstår ikke, hvordan jeg er blevet sådan. Jeg har jo svigtet alt, hvad jeg tidligere troede på.

Ved min brors tilbagekomst er jeg ligesom kommet til at se mig selv som i et spejl.

Jeg elsker min familie og mit arbejde som landmand. Det er ikke det, der er noget i vejen med. Men jeg kan ikke fortsætte ad den verdslige vej. Det må blive anderledes. Men Gud må hjælpe mig, for jeg ved ikke, hvordan det skal gå til. Hvordan skal jeg begynde?

For resten står min hustru lige ved siden af mig, mens jeg skriver, og hun siger, at jeg skal bede dig om en salvedug til min dårlige ryg.

Tak for at jeg måtte skrive dette brev til dig.
Venlig hilsen
Landmanden.

SVAR:

Gud glæder sig over, at du vil vende dig til ham

Kære landmand
Jo, jeg har tid til dit brev. Og som du skriver: man kan spørge mig om alting. Men du skal vide, jeg kan ikke svare på alt.

Du skriver, at du ikke kan fortsætte ad den verdslige vej. Det må blive anderledes. Du skriver også, at Gud må hjælpe dig, for du ved ikke, hvordan det skal gå til. Du spørger om, hvordan du skal begynde?

Jeg vil sige, at du faktisk allerede er begyndt. Du har jo skrevet dette brev og spørger om hjælp til at finde tilbage til Gud.

Det er det første skridt på vejen.

Du skriver også: ”Jeg kan ikke fortsætte. Det må blive anderledes. Men Gud må hjælpe mig.”

Din hjemvendte bror er blevet Guds hjælp til dig. Han blev det spejl, du skulle se dig selv i.

Du ville det samme som din bror for tyve år siden. Men du lod det glide ud af dine hænder til fordel for denne verden. Du kunne være blevet som din bror. Men du har på en eller anden måde flyttet din opmærksomhed fra Gud.

Du har sikkert kæmpet og slidt og haft møje som landmand, og det er al ære værd. Du har måske endda slidt dig en dårlig ryg til. Men du glemte at beholde Gud på førstepladsen.

Desværre behøver man ikke at gøre noget særligt for at miste det forhold til Gud, man har haft. Hvis vores tanker ophører med at være hos Gud, så flytter vi på den måde Gud væk fra os selv.

Men det forbillede, din bror nu kommer og viser dig, det skal du agte højt. Så højt, at du i tro og længsel og bøn griber efter det hver dag.

Gud glæder sig inderligt over, at du nu ønsker at vende tilbage. Ja over, at du faktisk er vendt om på din livsvej.

Jeg har bedt over og salvet en salvedug til din ryg. Det er godt at have en hustru.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov.

OPLEVELSER:

Kære Orla Lindskov!
Det er altid så trosstyrkende og opmuntrende at læse din Brevkasse og selv at være blandt dem, som flere gange er blevet helbredt gennem din tjeneste.
Lige nu nyder vi godt af min mands forbedrede hørelse.
Hilsen fra
K.

Kære Orla Lindskov!
Jeg har en salvedug, som har hjulpet mig i min depression og angst. Jeg har det rigtigt godt nu, og jeg har også fundet ud af, at jeg ikke skal presse mig selv for hårdt.
Tak for det.
Venlig hilsen
E.S.

Orla Lindskov

Om Orla Lindskov

Orla beder for syge, blandt andet ved at sende salveduge. Han underviser og giver gode råd om, hvordan vi skal forholde os til sygdom, og hvordan vi kan gå fra sygdom til sundhed.

Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page