Kirker går sammen om natcafé for kvinder i prostitution

Fem fri- og folkekirker har stået sammen i snart fem år om en alternativ kirke for kvinder i prostitution, men tværkirkelighed har ikke været målet i sig selv.

Eliaskirkens krypt på Vesterbro Torv i København ligger to-tre gange ugentligt lokaler til en alternativ kirke. Night Light Café er en natcafé for nigerianske kvinder, der arbejder i prostitution på Vesterbro.

Caféen har åbent fra kl. 24-03 om natten, hvor kvinderne kan komme ind og få en pause fra arbejdet på gaden.
De kan få en snak, bede, spille et spil, deltage i en kreativ workshop, drikke en kop varm, spise lidt let mad eller sidde for sig selv, hvis de vil. Karin Kjærgaard er projektleder i Night Light Café. Hun fortæller, at atmosfæren i caféen er det vigtigste.

– Kvinderne skal have oplevelsen af, at vi kan snakke, grine sammen og se hinanden i øjnene. De skal opleve den kirkelige atmosfære, som er næstekærligheden: at vi er sammen med dem, fortæller Karin Kjærgaard.
I løbet af 2016 besøgte cirka 2000 nigerianske kvinder natcaféen, og der er 35-40 frivillige i projektet.

Arbejdspause med Gud

Hver nat har caféen en andagt, hvor en af de frivillige læser et afsnit fra Bibelen eller en salme. Der bliver lagt op til refleksion, man kan bede sammen, og nogle gange synger de også. Andagterne er ikke obligatoriske, men mange af kvinderne vælger at deltage og er glade for natcaféens stærke, åndelige fokus. Det fortæller Karin Kjærgaard, som også har været med til at starte projektet.
– Kvinderne kommer fra den kristne del af Nigeria, så de er vant til at bede, synge og læse fra Bibelen hjemmefra. De ønsker derfor selv, at vi holder andagter, og jeg har hørt mange af dem kalde Night Light Café for deres kirke, fortæller Karin Kjærgaard.
Projektlederen er også selv frivillig i caféen, og hun har en god samtale om troen med en kv inde i gennemsnit hver tredje nat, caféen er åben.
– Når en kvinde forlader natcaféen, skal hun have oplevet, at her var et rum, hvor hun var sammen med Gud og andre mennesker. Det er omdrejningspunktet i det, vi laver, siger hun.

Vokseværk og fællesøkonomi

Night Light Café blev startet i april 2013 og har fra starten været et økumenisk arbejde mellem fem folke- og frikirker:
Eliaskirken, Apostelkirken, København Vineyard, Regen og Byens Valgmenighed samt organisationen Kirkernes Integrations Tjeneste. Hillsong er siden hen kommet med i projektet, så seks kirker nu står sammen.

Projektet har en partnergruppe, der består af en repræsentant fra hver kirke samt Karin Kjærgaard, som er ansat i Kirkernes Integrations Tjeneste.
Gruppen mødes mindst fire gange om året. Alle kirkerne skal lave en indsamling til Night Light Café to gange årligt, som man sender til projektet, hvilket udgør økonomien.

Opgave fremmer tværkirkelighed

En af medlemmerne i natcaféens partnergruppe er Niels Nymann Eriksen, som er sogne- og indvandrerpræst i Apostelkirken. Han blev involveret, fordi han tror på lokale kirker, som engagerer sig i sociale udfordringer.
– Når forskellige kirker går sammen på tværs af kirkeskel, manifesterer vi en enhed, som Jesus jo beder i Johannes 17: ’At de må være et, så verden kan se, at Du har sendt mig.’ Vi ser en opgave, og den vil vi gerne løse sammen, og i det vi tager fat, opstår muligheden for at blive forbundet på nye måder, har Niels Eriksen erfaret.

Anika Follmann repræsenterer Byens Valgmenighed i partnergruppen. Hun er formand for partnergruppen og har en kandidat i socialt arbejde.
Hun peger også på, at en fælles opgave hjælper kirkerne til at være økumeniske.
– Det gør, at vi fokuserer på noget andet end vores egen teologi eller praksis. Vi får hævet blikket fra vores egne små navler, og vi skuer mod en fælles horisont, fordi denne udsatte gruppe har et behov, siger Anika Follmann.

Store sager kræver flere

Anika Follmann mener, at Night Light Café er lykkes, fordi den er født ud af målgruppens behov.
– Det handler ikke om os. Det handler ikke om, hvad vi har behov for at lave. Det handler om kvinden, der kommer ind ad døren, og at hun skal mødes med Guds kærlighed. Vi skal ikke bare lave noget tværkirkeligt for at lave noget sammen, mener hun.

Karin Kjærgaard er enig i, at tværkirkelighed ikke er et mål i sig selv. Det handler om at gå sammen om en vision, som er for stor at løfte for den enkelte kirke.
– Der får man også ydmygheden, som er en meget vigtig værdi i et samarbejde. Når man har brug for andre, er man ikke sig selv nok, har projektlederen erfaret.
Niels Eriksen stemmer i og siger, at vejen til enhed ikke er højpandet dialog, for det gør noget at løfte en opgave sammen.
– Man får respekt for hinandens ressourcer, fordi man ser, at de andre kan, hvad vi ikke kan og omvendt. Man anerkender også de andres intentioner, så man ikke forfalder til ’de vil bare profilere sig selv’ eller andre fordomme. Fordomme er vanskellige at opretholde, hvis man jævnligt ser hinanden i øjnene og snakker om, hvordan man bedst griber det her an, siger han.

Forskellighed i sammenspil

En af projektets største styrker er, at alle kirkerne bidrager med noget forskelligt.
– En bidrager især med økonomi, andre med frivillige, en tredje med lokaler, en fjerde med en teologi for socialt arbejde, og så videre, fortæller Anika Follmann, og Niels Eriksen supplerer:
– Frikirker og folkekirker kan noget forskelligt, og forskellighederne har her kunnet spille sammen på en frugtbar måde, siger han.
Derfor er et af præstens bedste råd at omfavne forskelligheden i tværkirkelighed, så man kan komplementere hinanden.
– For eksempel, i stedet for at sige ’alle burde give lige mange frivillige’, så sig, at nogle kirker er stærke på frivilligområdet, og andre har styrken til administration, råder Niels Eriksen.

Vær enig om at være uenig

Karin Kjærgaard fortæller, at partnergruppen havde nogle udfordringer i starten, da de skulle finde projektets stil, men de fandt vejen gennem dialog. Derfor er hendes bedste råd:
– Inden I begynder, skal I bruge god tid på at afstemme forventninger og vision, og sæt en deadline for, hvornår I vil nå hvilke mål. Vision, mål, forventninger, handling og økonomi er fem vigtige ting at tage med, inden I begynder, råder Karin Kjærgaard.
Anika Follmann mener, at de seks kirker samarbejder så godt, fordi gruppen ikke diskuterer teologi eller praksisformer.
– Det med teologisk karakter, som man kunne være fristet til at diskutere, er fuldstændig irrelevant her. Vi er nemlig sammen om at være et lys i kvindernes liv, et tilflugtssted og et skridt på deres vej ud af prostitution. Det er jo utrolig stærkt, at Kirken kan arbejde sammen og samtidig være forskellige i, hvordan vi er kristent fællesskab, siger Anika Follmann.

Et af hendes råd er da også, at kirkerne skal være enige om, hvad de er uenige om.
– Det er afgørende, at man skal være enige om, at den forskellige teologi ikke er vigtig i det, man arbejder sammen om, råder hun.
Alle tre fra partnergruppen vil klart anbefale andre kirker at gå sammen i økumenisk arbejde.
– Der er en åndelig velsignelse, når kirker går sammen om at gøre en indsats på et område. Kirker er jo små fællesskaber, og vi er skabt til at have en fælles dna for vores by, siger Karin Kjærgaard.
– Økumenisk arbejde er en kæmpe berigelse. Det er så dejligt at opleve, at vi kan stå sammen, og at en fælles tro opstår. Vi ved jo godt, at vi har samme Far, men det gør noget, når vi har et erfaret fælleskab, lyder sidste erfaring fra Anika Follmann.