Kristne studerende såret i Kenya
Kristne, som nægtede at konvertere til islam, blev angrebet med slag og knive af muslimske medstuderende på et gymnasium i Nairobi den 23. januar.
Der har i længere tid været konflikter på Jamhuri High School i det nordlige Nairobi. Efter at muslimer fra Somalia, Borana og Oromo havde klaget over diskrimination, indrettede kostskolen separate badeværelser og opdelte biblioteket i afdelinger for hhv. kristne og muslimer, skriver Morning Star News (MSN).
Den 23. januar prøvede muslimske studerende at tvinge de kristne til at konvertere. De skulle gentage den muslimske trosbekendelse og deltage i muslimske renselsesritualer, fortæller en anonym kilde.
– De kristne studerende, som nægtede at konvertere, blev stukket med knive og macheter eller slået, fortæller kilden til MSN.
Mindst 35 af skolens 1.500 studerende blev såret under angrebet. Flere af de sårede, heriblandt skolens rektor, blev behandlet på hospitalet for knivsår, slag og forvredne led. Skolen er lukket indtil videre, mens politiet undersøger hændelsesforløbet.