Når den dårlige samvittighed råber…

For et par måneder siden sad jeg ved siden af min mand. Han lå i respirator, og det var uvist, om jeg og vores tre drenge ville få ham hjem igen.

Tårerne trillede, og selvbebrejdelserne væltede ind over mig… Og ud af mig… til den tålmodige sygeplejerske, der pligtskyldigt lyttede, mens hun tjekkede div. slanger og maskiner…

”Hvis vi nu ikke havde taget den screening, havde min mand måske levet lykkeligt i 10 år, før han havde opdaget kræften i tarmen… Hvis vi nu bare havde valgt et andet hospital, så var de voldsomme lægefejl måske undgået… Hvis vi bare havde fravalgt den sidste operation, havde han måske nu været tilbage i fuld tid på jobbet…” osv.

Den søde sygeplejerske lagde sin hånd på min skulder og tog sig tid til at kigge mig ind i øjnene:

“Åh! Hvis du vidste, hvor mange der sidder her, knuget af sorg, mens de slår sig selv med hvad-nu-hvis’er… De fører ingen steder hen, men tager din energi og livsglæde… Måske havde du så siddet her om 4 år, grædende over at din mand havde kræft og I fravalgte den screening, der kunne have reddet hans liv… “.

Hendes råd var, at al den dårlige samvittighed, der gemte på visdom, man kunne lære af, den skulle man lytte lidt til. Al den, der bare talte skygge ind over glæden og livet, den skulle man ikke lytte til.

Jeg blev der mindet om, hvad jeg ofte har forklaret til mine egne børn: At Gud er den stille stemme, der kalder os til at gøre det rigtige, men som altid står klar med tilgivelse, når vi alligevel fejler.

Satan er den stemme, der råber nedsættende ord i vores indre, når vi fejler… Lyt kun til den første stemme.