Over hegnet
Lovsangen havde allerede summet ud over byen fra højtalerne på mødepladsen i nogen tid. Folk var stimlet sammen i hundredvis for at høre Per Hyldgaard tale – og måske ikke mindst i håb om at opleve et af de mirakler, som ofte sker.
Vi danskere havde været ude for at spise aftensmad i den afsidesliggende grænseby Touboro i Cameroun.
Selv om mødet var sat til kl. 17, blev klokken som regel 19, før de sidste Nikodemus’er var kommet til i skjul af mørket.
På grund af den overvældende varme (35-40 grader), og den manglende air-kondition, havde Per Hyldgaard og hans tro væbner Dan Ahlmann iført sig korte bukser. Vi skulle derfor tilbage for at skifte, før Per skulle tale.
Foran porten indtil det beskedne hotel, hvor vi var de eneste gæster, tudede vi i hornet. Herefter plejede den unge vagt Mathieu hurtigt at åbne porten. Men der kom ingen. Mærkeligt…?
Ved at stå op på det nederste del af porten kunne jeg se over jernporten, at der ingen Mathieu var til stede – og heller ingen andre indenfor hotellets hegn.
Nåh ja – jeg havde jo fortalt Mathieu om kampagnen, og han havde begejstret sagt, at han ville låne en knallert og tage med til mødet om aftenen. Da vi kørte hen for at spise, havde han nok troet, at vi kørte til mødepladsen. Han havde låst efter sig, havde lånt knallert og var kørt til møde.
Nu var gode råd dyre. Vi kunne ikke komme ind og skifte!
Per ville få svært ved at fastholde sit omdømme som international prædikant, hvis han mødte op på talerstolen i korte bukser… I dette område af Afrika kommer mænd i deres stiveste jakkesæt, når de skal sidde på tribunen.
Anja Due fra Aalborg var også med på teamet. Hun er egentlig direktørfrue i en stor virksomhed, men fordi hun er en dybt engageret kristen, har hun i flere år brugt sin tid på at tage med Gospel Outreach til fjerntliggende områder som hjælper. Anja har en hurtig tankegang, så inden Per og Dan nåede at komme ud af bilen, var hun klatret op på jernporten, over de spidse pigge og hoppede de to meter ned på den anden side. Hun fik nu åbnet porten indefra, så vi kunne komme ind. Det gik så hurtigt, at vi desværre ikke nåede at få et billede af Anja i den lange kjole på vej over plankeværket. Ti minutter efter kørte vi hastigt på de humpede grusveje til mødet, hvor ca. 800 af de fremmødte ca. 1200 gik frem til forbøn efter Pers forkyndelse for at følge Jesus.
Ved Guds kraft – og lidt klatren.