To kirker indgår historisk aftale
En ny bilateral aftale med titlen ”Én tro, én dåb, én nåde” cementerer Folkekirkens og Metodistkirkens samarbejde. Det fejres med offentlige gudstjenester i København og Strandby.
Aftalen ”Én tro, én dåb, én nåde,” er den første bilaterale aftale på nationalt plan for både Den danske Folkekirke og Metodistkirken i Danmark, skriver Det mellemkirkelige Råd.
Gensidig anerkendelse
Med denne aftale bekræfter de to kirker deres kirkefællesskab og anerkender hinanden som ligeværdige kirker. De anerkender hinandens dåb, nadver og embede og bekræfter, at man kan holde gudstjeneste sammen. Man skal heller ikke ordineres på ny, hvis man som præst ønsker at skifte embede fra den ene kirke til den anden.
I forvejen har Folkekirken og Metodistkirken haft fuldt kirkeligt fællesskab, siden Folkekirken tiltrådte Leuenberg Konkordien (en samarbejdsaftale mellem de protestantiske kirker i Europa) i 2001. Metodistkirken tiltrådte dette samarbejde i 1994.
Fejring af aftalen
Folkekirkens og Metodistkirkens kirkelige fællesskab bliver fejret ved to gudstjenester i henholdsvis Strandby Metodistkirke den 4. marts 2018 kl. 10.00 og i Københavns Domkirke den 11. marts 2018 kl. 10.00.
Aftalen mellem de to kirker kan downloades i pdf. eller bestilles i bogform fra Det mellemkirkelige Råds sekretariat.