Ligklædet og troen

Hvis det lod sig gøre at bevise endegyldigt, at det påståede Jesu ligklæde i Torino i Italien virkeligt stammer fra Jerusalem cirka år 30, at aftrykket på klædet ikke skyldes maling eller fototeknik, men lyspåvirkning af en slags, og at manden, der blev begravet i klædet i øvrigt lød navnet Jesus, ville det gøre nogen kæmpe forskel for ikke-troende?

Jeg tvivler. Nogle mennesker vil bare ikke tro, uanset hvor mange om end ikke beviser, så dog indicier, de bliver præsenteret for. Det er ikke mængden af gode argumenter, der er mangel på, hverken når det gælder kristendommens inderste kerne, påskeopstandelsen, eller når det handler om ligklædet og spørgsmålet om dets ægthed.

Jesus kendte selv til det, da han gik på jorden. Det var ikke alle, der kom til at tro på ham, til trods for at de både fysisk og historisk var præcent, så at sige, og med egne øjne så ham gøre undere. Der var bl.a. den gode mand, der gik slukøret bort, fordi han alligevel ikke kunne få sig selv til at sælge alt, han ejede, for at følge Jesus. Der var lige noget, der stod imod.

Hvidt satte mig på sporet

For andre blev mødet med Jesus så voldsomt og skelsættende, at deres liv var forandret for altid. Det samme sker i dag. Mennesker omvendes, og de bliver aldrig trætte af fortælle om den pludselige og skelsættende åbenbaring, de oplevede i mødet med Jesus. Skellet faldt fra deres øjne, de så deres eget liv på en helt ny måde.

Jeg kan ikke påstå, at jeg selv har oplevet nogen dramatisk omvendelse, snarere har mit trosliv været forholdsvis let glidende, og jeg har haft en stribe mindre aha-oplevelser, som bliver ved at komme til mig.

Men det fascinerer mig, når mennesker fortæller dramatiske vidnesbyrd, og sat i relation til mit eget liv kan jeg bedst forsøge af forstå det ved at forstå mit eget forhold til Jesu ligklæde.

Indtil for 20 år siden var jeg selv ”ikke-troende”, hvad angår Jesu Ligklæde. Jeg var vokset op som protestantisk kristen, og selv om jeg havde hørt om klædet, var det ikke noget, der havde noget med mit liv at gøre. Det ragede mig en paphat.

I øvrigt mente jeg at vide, at en kulstof 14-undersøgelse fra 1988 én gang for alle havde slået fast, at ligklædet stammede fra middelalderen, og så måtte den potte jo ligesom være ude.

Men i 1998 faldt jeg over en lang artikel i Berlingske Tidende, skrevet af Niels Christian Hvidt, som over et par avissider (dengang i stort format) beskrev ligklædet, dets historie og de videnskabelige undersøgelser, klædet havde været underkastet.

Jeg opdagede, at der var meget, jeg ikke vidste – ja, stort set det hele – når det gjaldt ligklædet. At mine meninger for det meste var forudindtagede holdninger og bestod af fordomme. Jeg brugte efterfølgende flere måneder på at skaffe al den viden om ligklædet, jeg kunne komme i nærheden af, og for en tid blev det en passion for mig at finde ud af, hvad der var op og ned i sagen.

Sandsynligvis…
Jeg blev overbevist om, at det sandsynligvis er den korsfæstede Jesus, man ser på ligklædet. Det er også der, jeg står i dag: At det sandsynligvis er.

Men det er ikke ligklædet, jeg bygger min tro på, så på den måde står og falder mit kristne liv ikke med, om ligklædet er ægte eller ej. Desuden er der heller ingen frelse ved ligklædet.

Jeg tror dog, at jeg ved ”opdagelsen” af ligklædet fik en erfaring, som mange før mig har gjort sig: At det kom som et chok, at ligklædet indeholder sådanne ”dybder”.

Det må have været noget af den samme chokfølelse, som fotografen og juristen Secondo Pia må have følt, da han i 1898 tog verdens første fotografi af ligklædet. Det var først, da han stod i mørkekammeret og fremkaldte fotoet, at billedet ”trådte frem” for ham i alt dets detaljerigdom. Billedet på ligklædet er i virkeligheden et negativ.

Ligklædet har altid fascineret og forundret mennesker, for her er for den troende et ”billede” fra selve opstandelsesøjeblikket. At betragte manden i ligklædet er for den troende som at stå foran et billede, der gør frelserens lidelser fuldstændigt nærværende.

Detaljeret

Jeg er som protestant vokset op med ”Skriften alene”-tanken, men opdagelsen af ligklædet gjorde for mig, at påskeberetningerne fik en helt ny dimension. Jeg kan i evangelierne læse, hvad der skete, og detaljerne hér er både så grusomme og virkelighedstro, at jeg med min fantasi forestiller mig korsfæstelsen, langfredag og opstandelsen påskemorgen.

Men med ligklædet ser jeg et billede af en mishandlet mand – præcist sådan, som jeg forestiller mig, at Jesus må have set ud i graven, og ikke mindst sådan, som evangelierne gengiver hans lidelser. Helt ned i detaljen!

Piskemærkerne, spydhullet i siden, blodstænkene fra tornekronen osv., alt det, som vi ser afbildet på ligklædet, og som evangelierne fortæller detaljeret om. For ikke at tale om de senere undersøgelser, som skridt for skridt har afsløret detaljer om ligklædet, som er opsigtsvækkende.

Kronikken hér har ikke til hensigt at gentage, hvad der ofte er skrevet om ligklædet, og detaljerne kan læses andetsteds. Men én af de detaljer, som jeg kan huske gjorde størst indtryk, da jeg stiftede nærmere bekendtskab med ligklædet, var den mageløse lighed, der er mellem gamle byzantinske ikoner og ansigtet på klædet.

Hvorfor har Jesus på ikonerne næsten altid langt hår med midterskilning? Hvorfor har han næsten altid både over- og underskæg? Hvorfor altid den lange næse? Byzantinske mønter fra det syvende århundrede, præget med Jesu ansigt, viser også forbløffende lighedspunkter med ligklædets Jesus-billede.

Kulstof 14-testen

Det indlysende svar må jo være, at ikonmalerne har brugt ligklædet som model, eller i hvert fald må have kendt til det. Det er også med til at underminere skeptikernes påstand om, at ligklædet er et falsum fra engang i 12 hundredetallet.

En kulstof 14-prøve fra 1988 syntes i første omgang at afgøre klædets alder til engang i middelalderen, men testresultatet er fortsat meget omstridt.

Personligt betvivler jeg kulstof 14-testen. Der skete tilsyneladende fejl ved prøvetagningen, og endelig: Hvis det skulle blive bevist, at ligklædet ikke er ældre end 7-800 år, hvem har så skabt det? Billedet af manden er ikke malet på, og det er ikke noget fotografi. Videnskaben har trods talrige forsøg ikke formået at skabe et lignende, troværdigt billede/aftryk.

Et dokument…

Faktisk har ligklædet vist sig at være et endnu større mysterium for videnskaben end for troende kristne. For en kristen kan det næppe være overraskende, at Jesu disciple beholdt ligklædet som et minde, og at det så ad snørklede veje er endt i Europa, hvorimod videnskaben, som skal bevise ting, har haft særdeles svært ved at forklare, for ikke at sige bortforklare, ligklædets mange mysterier.

Ligklædet bliver ved med at tiltrække forskerne. I dag findes der en særlig forskningsgren – sindologi (sindone er græsk for ligklæde) – som kombinerer en bred vifte af akademiske discipliner, og rundt om i verden er i de senere år skudt forskningscentre op, som udelukkende arbejder med ligklædets mysterier.

Den katolske Kirke har aldrig officielt taget stilling til ligklædets ægthed, men paverne plejer at aflægge besøg og bede ved ligklædet. Pave Johannes Paul ll har således sagt om det: ”Dette er et dokument, som synes at have ventet på vores tid”.

Lidt spøjst er det i hvert fald, at det er via videnskaben, at mere og mere kommer frem i lyset, flere detaljer, som blot bekræfter forbindelsen til opstandelsen påskemorgen.

Læs også: Ligklædets lange historiske rejse