Missionær fylder 85 og udgiver mindebog

Knud Rønne fylder 85. Samtidig udkommer bogen ”Mine minder”.

(Læsetid: 2 minutter)

Minderne har vi da lov at ha’ – og når man begynder at komme på den forkerte side af det første halve århundrede af éns liv, melder tanken om at give dem videre til efterslægten sig hos mange. Lige præcis dét har Knud Rønne gjort med dette kalejdoskop af et erindringsværk.

Én mand, seks generationer. Det er små hundrede år – og som verden har forandret sig! Et af de tidligste minder vedrører hans farfar, der pludselig fik tandpine; det var dengang, man ikke gik til tandlæge, men ordnede tingene selv. En solid snor bundet rundt om tanden, og så bandt man ellers snoren fast til døren og fik én til at rykke døren hurtigt op. Som regel holdt døren …

Anslaget er næsten så udkants-lokalt, som det kan være. Den tidlige barndom og ungdom er rundet af den bornholmske klippegrund. Senere bliver horisonten bredere. Som 15-årig forlader han for første gang øen; det er en spejderlejr på Samsø, der trækker, og her føler han Gud kalde på ham for en anden livsstil end den, han nogle gange har praktiseret som teenager, fx at drikke øl med de voksne.

Vejen videre kommer til at gå over baptisternes højskole i Tølløse, teologisk studieophold i Bruxelles og sammen med sin sygepleje-uddannede hustru Jytte udsendelse til mission i Rwanda og Burundi. Det er svære tider; der er borgerkrig i landene.

I 1996 bliver Knud Rønne valgt formand for Baptistsamfundet, en stilling, han beklæder gennem fire år. Fra denne periode taler han i bogen om det privilegium, det har været at kunne besøge alle de danske menigheder. Han fortæller, at han sagde ja til embedet efter at have betænkt ordene i Ordsprogenes Bog 3,27: ’Hvis der er nogen, der har brug for din hjælp, skal du ikke sige nej’.

Knud Rønne har skrevet et fint lille erindringsværk, der både fortæller om ’et jævnt og virksomt liv på jord’ og om en væsentlig del af Baptistsamfundets danske missionshistorie. Hele tiden mærker man, at der er et hjerte bagved, der banker. Det er stille og roligt altsammen: sådan var det, det liv der blev mit. Det var godt.

Læs også