Ønsker jeg mig for meget?

(Læsetid: 6 minutter)

Kære Orla Lindskov.
Jeg skriver dette brev til dig, fordi der er noget, jeg er i vildrede med.

Lige siden jeg var barn, har jeg altid ønsket mig mange ting. Mit brev handler derfor om ønsker.

Jeg husker fx, hvordan jeg i skolen ønskede, at jeg var både hurtigere og klogere. Jeg sammenlignede mig altid med de klassekammerater, som kunne mere, end jeg kunne. Det var ikke så sjovt. Jeg havde derfor svært ved at acceptere mig selv.

Jeg er ikke opvokset i et kristent hjem og har derfor ikke fået en kristen opdragelse. Jeg har ikke som mange andre i min menighed fået kristne normer ind med modermælken.

Jeg blev frelst og kom ind i en frikirke for 12 år siden. Siden da har jeg arbejdet stærkt på at gøre de kristne normer til mine egne.

Hermed er vi så ved mit egentlige anliggende: Jeg har stadigvæk så mange ønsker i mit liv. Nogle ønsker har jeg den ene dag. Men de er glemt den næste.

Andre gange har jeg varige ønsker. Og så bliver jeg utålmodig af at vente på, at de skal gå i opfyldelse.

Der er fx mit ønske om at finde en mand. Det ønske har jeg haft længe. Jeg synes, at det er på tide, jeg finder en mand, for jeg er allerede 34.

Men hvem siger, at jeg i det hele taget skal giftes. Jeg lider nemlig af epilepsi. Det gør mit liv så besværligt med utryghed.

Man holder også i min menighed fast i, at jeg skal finde en god, kristen mand. Det gør ikke sagen nemmere.

Når der er så mange af mine ønsker, der ikke bliver opfyldt, er det så fordi, at jeg ønsker forkert?
Er mine ønsker for verdslige?

Jeg har været til forbøn mange gange, fordi jeg ønsker at blive udfriet af min epilepsi. Men intet er sket.

Jeg er nu næsten blevet træt af at ønske på grund af mine mange skuffelser.

Jeg har et lavt-lønsjob 25 km fra min bopæl. Jeg har længe ønsket mig en lille bil. Men jeg har stadigvæk ikke råd til en.

En god veninde i menigheden siger til mig, at jeg skal stole på Guds vilje og plan og ikke ønske så meget. Hun siger, at det er den bedste måde til at undgå skuffelser.

Orla Lindskov, vil du godt fortælle mig, hvad der er galt med mig, og hvad jeg gør forkert?
Hilsen fra ”Lene”

SVAR:

Bring dine ønsker frem for Gud

Kære ”Lene”
Jeg synes ikke, at du gør noget forkert, eller at der er noget galt med dig.

Men dog aner jeg bag det, du skriver, nogle holdninger, som jeg er nødt til at tale med dig om.

Nu allerførst til spørgsmålet om du skal giftes eller ej?

Bland ikke det spørgsmål sammen med din epilepsi. Hvis du nemlig går rundt med den tro og den holdning, at din epilepsi står i vejen for ægteskab, ja, så har du et problem. Her skal du så vide, at jeg kender nogle, som på trods af en diagnose med epilepsi er lykkeligt gift.

Mange syge oplever, at de ikke er som andre, og at de ikke kan så meget som andre. Derfor er de bange for at blive valgt fra, hvis følgerne af deres sygdom bliver kendt.

De tøver med at indlade sig i et forhold på grund af frygten for, at det hele ender med en skuffelse.

Mange syge har også sygdomme, som ikke umiddelbart er synlige. Nogle af disse syge tør ikke lade andre komme for tæt på. De holder andre på afstand. De kunne jo blive ”afsløret” som værende syge.

Sygdom kan give mindreværdsfølelse og gør det desværre ofte. Dette skal du være opmærksom på, ”Lene”. Glem aldrig, at du er værdifuld. Tak Gud hver dag for dit liv og for dig selv.

Men nu kommer vi til det med dine ønsker. Du spørger, om dine ønsker er forkerte? Eller om de er for verdslige?

Der findes utroligt mange slags ønsker. Der findes, som du nævner, flygtige ønsker. Ønsker som man har glemt dagen efter.

Der findes også ønsker, man går med i årevis, uden at de bliver opfyldt.

Nogle ønsker bliver endda aldrig opfyldt. Dette kan føre til utålmodighed og frustration. Alle ønsker at se deres ønsker opfyldt, for det er jo dejligt at få ønsker opfyldt.

Hvis bare det var sådan her i livet, som vi synger i julen: ”Hvad du ønsker, skal du få.”

Men sådan er det bare ikke. Og den med ikke at ønske sig noget for derved at undgå skuffelser – din venindes løsning på problemet. Den dur heller ikke. Hvad skal vi så?

Svaret finder vi faktisk i Bibelen, og det er Paulus, der giver os svaret i sit brev til Filipperne kap. 4, versene 6 og 7:

”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Så vil Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

Paulus kendte også til at have ønsker, og han fik heller ikke altid sine ønsker opfyldt. Men Paulus viser os den vej, vi skal gå. Han siger: ”Bring dine ønsker frem for Gud.”

Hvordan?

Det siger Paulus også: ”I bøn”. – Det er altså ikke forkert at ønske. Men vi skal bringe alle vores ønsker til Gud i bøn.

Derved giver vi Gud muligheden for at sortere på vores ønsker. De skadelige ønsker sorterer Gud fra.

Men fald nu ikke i og tro, at hos Gud får vi så alle vores andre ønsker opfyldt. Sådan er det ikke.

Gud lover derimod, at han vil give os sin fred. Og han vil bevare vores hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Bedre sted til opbevaring af vores hjerter og tanker findes ikke.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

OPLEVELSER:

Kære Orla
Tak for sidst på mødet i Valby.
Tak Orla for dit store arbejde med forbøn for mennesker. Har kun været til sådan et møde en enkelt gang før. Men der er allerede sket kraftige ting.
Mange kærlige hilsener
J.

Kære Orla Lindskov
Det er nu 2 år siden, at jeg sidst skrev til dig.
Sidst jeg bad om forbøn og en salvedug, kunne jeg mærke en lethed og bedring allerede inden jeg modtog brevet fra dig.
Dagen efter, jeg havde modtaget dit brev med salvedug, var alle mine smerter væk.
Al ære til Jesus og tak til dig, Orla Lindskov.
Hilsen fra
A.

Læs også