Hæren hindrer nødhjælp i at nå frem til kristne i Myanmar

Menneskerettighedsgruppen Fortify Rights skriver i en ny rapport, at Myanmars hær og landets regering har forhindret nødhjælp i at nå frem til de internt fordrevne efter voldshandlingerne i Kachin State.

Ifølge den 68 sider lange rapport har Myanmars embedsmænd ”belejret” Kachin og hindret NGOer i at uddele hjælp til befolkningen i det overvejende kristne område. Ifølge rapporten skal Kina have opfordret Myanmar til at blokere for nødhjælpen.

”Flere regeringer og militæret har med vilje hindret adgangen for lokale og internationale nødhjælpsgrupper og dermed nægtet Kachins civilbefolkning adgang til hjælp,” udtaler Fortify Rights direktør, Matthew Smith. ”Det må svare til en krigsforbrydelse, og det er endnu en ting, som FNs Sikkerhedsråd bør anklage Myanmar for ved Den Internationale Straffedomstol.”

Ifølge rapporten er over 106.000 civile flygtet som følge af konflikterne i Kachin og Shan. Flygtningene bor nu i 140 forskellige lejre.

”De blokerer alt,” siger en 60-årig flygtning fra det bevogtede område om Myanmars hær. Han tilføjer, at der ikke er nogen mad til folk i grænseområdet.

Rapporten nævner også, at regeringen i perioden juni 2017 til juni 2018 kun gav humanitære organisationer indrejsetilladelse til 5 procent af ialt 562 ansøgninger.

Fortify Rights tilføjer, at mange nødhjælpsorganisationer nu har opgivet at ansøge om indrejse i det kontrollerede område.

Myanmar benægter overfor Reuters rapportens oplysninger og kalder dem ”falske beskyldninger”.


Artiklen fortsætter efter annoncen: