Jeg kan selv – eller kan jeg?
Mine forældre har vist ladet mig arve det at finde glæde i det, der gror omkring mig.
I en stresset tid, finder jeg ro og stor glæde i en nyslået græsplæne, et bed uden ukrudt eller en klippet hæk… I alle tilfælde hvis det er på min matrikel.
Haven skal helst indeholde et væld af farver, der blomstrer op på skift lige fra forår til langt ind i efteråret. I sommermånederne lader jeg gerne nullermændende i stuen gro lystigt, når bare der dufter af nyslået græs i min have.
Denne sommer har været speciel. Mine store drenge og trofaste hjælpere er flyttet hjemmefra, og min mand har grundet sygdom været tvunget til mange, mange timer i sengen. Vores skønne venner og menighed har igen og igen tilbudt deres hjælp til hækklipning mm. og jeg har da også formået at tage imod hjælpen et par gange, men uvist af hvilken grund, sætter jeg en ære i at kunne selv.
Det er bestemt ikke, fordi jeg tror, jeg kan gøre det bedre selv. Jeg føler bare, at jeg skal vise mig selv og andre, at jeg er stærk og sej.
Det er lykkedes langt bedre, end jeg havde turdet håbe på denne sommer. Æbletræet blev beskåret, brombærgrøden lavet, haven var nærmest uden ukrudt og græsset blev aldrig for langt. Jeg tillod mig selv nogle ret kæphøje tanker som: “Jeg er faktisk ret sej, jeg kan klare det hele næsten uden hjælp, der er intet, der kan slå mig ud…”.
Så kom regnen, og jeg frydede mig, det var jo det, jeg og det meste af Danmark havde bedt for, mens sveden dryppede fra os i tørketiden.
Men så…..
Græsset voksede eksplosivt, kæmpe brombær blev overmodne og klaskede ned på fliserne, før jeg nåede at plukke dem, mine rabarber stod uplukkede i en halv meters højde, og ukrudt væltede op steder, jeg slet ikke troede noget ville kunne gro.
Det gik hurtigt op for mig, at jeg langt fra har styr på min have (eller ret meget andet), tørketiden satte bare alt på pause og fik mig til at føle mig som supermand i damekrop. Da regnen endelig kom, opdagede jeg, at min supermandsdragt bare var udklædning, der ikke kunne tåle vand.
Jeg tænker nu, om ikke jeg kan lære noget også af dette?
Måske at vi mennesker er super gode til at tro, vi kan selv, og at vi ikke har behov for hjælp fra andre?
Måske at vi mennesker tror, at vi har tro og evner nok, men når vi så overvældes af Helligåndens nærvær og kraft, oplever at vi intet kan i os selv, men bare må overgive os til vores Far, der heldigvis aldrig vil slippe os og aldrig forlade os.
Måske at den vækkelse vi længes efter, kræver, at vi giver slip på vores indre superhelt, og bare hengiver os til vores FARS store hænder, der er klar til at bære med.
