Aarhus-foredrag om Bob Dylans sange
Onsdag den 21. november kl. 19.30 er der i Aarhus et spændende foredrag om kristendommen i Bob Dylans sange.
Sognepræst ved Vor Frue Kirke og mag.art. i litteratur Anders Thyrring Andersen vil give tilhørerne et indblik i Bob Dylans sangunivers, hvor kristendommen kommer til udtryk på mangfoldige måder. Det religiøse udgør kernen i mange af Dylans sange helt fra debuten i 1962. Højdepunktet kom omkring 1980 med de tre LP-udgivelser med kristne sange: ”Slow train coming”, ”Saved” og ”Shot of love” i forbindelse med, at Bob Dylan trådte frem som bekendende kristen. Bob Dylan fik i 2016 Nobelprisen i litteratur.
Efter foredraget er der koncert med bandet Dylans Gospel Revisited, som består af fem erfarne musikere, der primært fokuserer på Dylans gospelsange. Vor Frue Kirke og lokalcentret i Carl Bertelsens Gade 30 i Aarhus står bag arrangementet, der foregår på lokalcentrets Café Carl. Der er entré.