Kan jeg undgå at blive så vred, at det går ud over andre?

Nogle gange kan det bedste ganske enkelt være at gå væk i en situation, hvor du kan mærke, at du kan komme til at sige nogle sårende ord.

Hej Præsten og Psykologen
Jeg er en utålmodig type, der ret hurtigt bliver irriteret over småting.

Det mærkes også i min familie, hvor at jeg hurtigt kan blive irriteret på min kone, og det kan resultere i nogle samtaler, der kan ende med en stor konflikt, hvor jeg får sagt nogle ting, jeg bagefter fortryder. På arbejdet kan jeg bedre beherske mig, men jeg kan opleve at blive virkelig vred, hvis jeg oplever, at blive uretfærdigt behandlet.

Jeg vil gerne lære at blive bedre til at håndtere min vrede – jeg ved bare ikke hvordan.

Er det noget, I kan give et svar på?
Hilsen Søren

Hej Søren
Tak for dit spørgsmål. Vi vil gerne komme med vores bud på dette.

Vi kan ikke undgå at blive vrede, men det er vigtigt, at vi lærer at udtrykke vores vrede på en hensigtsmæssig måde. Vrede hjælper os til at sætte grænser og på den måde beskytte os selv. Det er naturligt, at du især oplever vrede, hvis du føler, du bliver uretfærdigt behandlet, da vreden også er retfærdighedssøgende.

Her er nogle konkrete ting, du kan gøre, når du bliver vred:

Nogle gange kan det bedste ganske enkelt være at gå væk i en situation, hvor du kan mærke, at du kan komme til at sige nogle sårende ord. Så kan du vælge at vende tilbage, når følelsernes har lagt sig, og det bliver en mere konstruktiv dialog.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dernæst er det vigtigt at holde sig til den sag, det drejer sig om.

Tag ikke gamle situationer frem igen. Det er meget let at lade den ene situation tage den anden, når man er vred. Men det er en næsten sikker måde at opleve, at konflikten optrappes på. Skal andre situationer også tages op, er det ikke godt at trække dem med ind. Det er bedre at tale om dem på et andet tidspunkt, hvor der er ro på igen.

Endelig er det også vigtigt at rette vreden mod dens kilde, og at du får talt med den person, der forårsagede vreden, så du ikke lader frustrationerne gå ud over andre. Vær fx opmærksom på, du ikke at tager din vrede med hjem fra arbejdet, så det går ud over dine relationer derhjemme.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Du kan fortælle din kone, at der er noget, du er vred over, men at hun ikke skal gøre andet end at lytte til det, og at det ikke handler om hende. Derved kan du tage brodden af vreden.
Med venlig hilsen
Jørn og Karin