Kendt frikirke-profil går fuldtids ind i politik

Mariager Efterskoles forstander stopper med udgangen af skoleåret 2018/2019 og går efter Folketinget.

Jens-Henrik Kirk har valgt at stoppe som leder af Mariager Efterskole efter 14 år, til fordel for en politisk karriere for at udleve sin drøm om at komme i Folketinget.

Derfor har Jens-Henrik Kirk meddelt bestyrelsen for Mariager Høj- og Efterskole, at han stopper som forstander med udgangen af indeværende skoleår, dvs. til sommerferien i 2019 – fraregnet ferie og afspadsering m.v.

Skolen kan altså allerede nu begynde at se sig om efter en ny forstander.

Danmarks yngste

Bestyrelsen ansatte i 2005 Jens-Henrik Kirk som Danmarks yngste efterskoleforstander, dengang kun 27 år gammel.

– Det er med meget stor taknemmelighed skolens bagland, bestyrelse, medarbejdere og elever ser tilbage på hans både helhjertede og succesfulde virke i Mariager, siger bestyrelsesformand for Mariager Høj- og Efterskole, Michael Kjærgaard.

– Jens-Henrik Kirk har rykket skolen til et nyt niveau på mange fronter, og han har stået i spidsen for den store udvikling, skolen er gået igennem i disse år. Både elevtal, faglighed, faciliteter og indhold har under hans ledelse fået et markant løft. Skolen har pt 163 elever, og skolen er allerede nu stort set fyldt op til det kommende skoleår. Skolen er godt udrustet til fremtiden med en solid økonomi, siger bestyrelsesformanden for den kristne efterskole, som er oprettet af Pinsebevægelsen.

”Vi har lært Jens-Henrik at kende som en mand med stærke værdier og et stort udsyn, der rækker langt udover skolens grænser i Mariager. Samtidig er Jens-Henrik en person, der evner og tør sætte en retning, og som er villig til at betale prisen, når han går ind i noget. Samtidig formår Jens-Henrik at skabe trivsel og udvikling omkring sig.

Blev viceborgmester

Jens-Henrik kirk stopper, fordi han vil være fuldtids-politiker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Da Jens-Henrik ved valget i 2017 med et meget flot resultat blev valgt til byrådet i Mariager Fjord Kommune, og efterfølgende kunne kalde sig viceborgmester, var vi i bestyrelsen godt klar over, at vi inden for en overskuelig fremtid nok måtte imødese hans opsigelse, og det er så sket nu, indrømmer bestyrelsesformand Michael Kjærgaard.

Den bedste tid – er slut

– Tiden på Mariager Efterskole har været den bedste i mit liv, siger Jens-Henrik selv.

– Jeg er blevet præget for livet! Jeg elsker mit job og ser med stor taknemlighed tilbage på alle de relationer, min tid på efterskolen har givet mig. Det har givet mig venner og oplevelser for livet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det har været en af mit livs sværeste beslutninger at sige op, men jeg har altid talt med unge om, at de skal forfølge deres drømme og gå målrettet efter det.

Nu er turen kommet til, at jeg skal fokusere på det næste kapitel af mit liv. Selvom det er vemodigt, usikkert og svært at kende fremtiden, ”skubber jeg skibet fra land” og går efter mit hjerte.

Jeg ønsker med passion, drive og engagement at påvirke dansk politik med de værdier, jeg tror på, og jeg vil arbejde for at styrke familierne i Danmark. Går det familierne godt, går det Danmark godt, siger Jens-Henrik.

Satser på Konservative

Jens-Henrik Kirk opstiller for de Konservative i Nordjylland, og han mener selv, at han har en chance for at genvinde partiets mandat, som bl.a. Lene Espersen tidligere har siddet på. Også Daniel Rugholm, som nu er i FN, har været valgt her.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kirk siger, at partiets formand er indforstået med, at han står fast på sine etiske og kristne holdninger.