Dæmoner – alvor ikke underholdning

Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
4700 Næstved

“Deadline” har kørt en miniserie med arbejdstitlen “Dæmonerne”, hvor kendisser fortæller om deres “indre dæmon”, som gøres til en dynamisk drivkraft.

Men omtalte TV-program flirter lovligt dristigt med ordet “dæmon”, hvis græske ord “daimon” i flertal sædvanligvis oversættes med “onde ånder” i Det ny Testamente og ikke brugt som underholdning eller bare for sjov.

Jeg hører til dem, der tror og ser det uhyggeligt manifesteret i vor tid, at der findes både en guddommelig, kærlig verden i Kristi rige og en djævelsk, destruktiv åndsmagt, der står bag fx både sindssyge despoter og ukontrolleret ondskab i almindelighed, det være sig i voldsforbrydelser, ødelagte ægteskaber, økonomiske forbrydelser og meget, meget mere.

Ja, sådanne alvorstanker får jeg, når jeg ser nævnte TV-program, som om overskriften var dyppet i djævelens røde blækhus. Men jeg hører også til dem, der tror på Ham, der har sagt:

“Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden” (Mt. 28:18). Nok har dæmonien megen magt, men ikke al magt, og jeg så gerne et “Deadline” med vidnesbyrd fra mennesker, der har oplevet udfrielse af dæmonernes magt af den opstandne og levende Kristus – af Ham, der har al magten.