Fordring og ansvar

(Læsetid: 3 minutter)

Den kendte debattør og præst Sørine Gotfredsen er nu igen aktuel med en bog, der tager nogle af det moderne samfunds problemstillinger og dilemmaer op til overvejelse. Bogen indeholder tolv essays eller ”tiltaler”, som forfatteren har valgt at kalde dem med bogens titel: ”Tolv tiltaler”.

I løbet af bogen kommer Sørine Gotfredsen ind på alt fra klima, forbrug af sociale medier, debat om muslimske tørklæder og #MeToo-bevægelsen over frygt for alderdom og fascination af boksning til længslen efter at blive sagt imod.

Til at belyse dette henviser Gotfredsen til en perlerække af litterære værker, herunder bl.a. Henrik Pontoppidans ”Lykke Per” og ”De dødes rige”, Ivan Turgenevs ”Fædre og Sønner”, Herman Melvilles ”Moby-Dick”, H.C. Andersens eventyr ”Det utroligste” og Søren Kierkegaards ”Sygdommen til Døden”.

Dertil kommer inddragelse af bl.a. sportsstjerner som Caroline Wozniacki, Muhammad Ali og Mike Tyson.

Men selvom temaer som klima, muslimsk indvandring og sociale medier i sig selv kan være vigtige temaer at tage op, graver Sørine Gotfredsen et spadestik dybere. Hendes egentlige ærinde er at undersøge de dybereliggende årsager til de problematikker, vi står overfor i det moderne samfund: tabet af ansvarsfølelse og manglende underlægning under en højere magt end vort selv: I sidste instans under Gud. Derfor slutter hver tiltale da også med et stykke fra bibelen, som har ligget latent i hele tiltalen.

I sin indledning understreger Sørine Gotfredsen, at det ikke har været hendes hensigt at skrive prædikener, men netop tiltaler. Det kan så måske være forklaringen på den fornemmelse, jeg sidder tilbage med efter læsningen af bogen, nemlig at der er for meget lov – eller moral – og for lidt evangelium, noget jeg i øvrigt synes har en tendens til at være gældende for det meste, hun skriver.

Det er således netop den fordring og det ansvar, man som troende, underlagt Guds herredømme, sættes ind i, som er det dybeste lag i hendes tiltaler.

Indimellem trænger evangeliet dog igennem, som når hun skriver: ”En instans er blevet synlig i verden, og vi skal mødes af en alvor og en fordring og en barmhjertighed, der er større, end vi i vore syndige sjæle kan forstå” (s. 71), og ”[Kærligheden skal] antages som noget, vi kan tro på, at vi har hos os, uanset, hvad vi formår. Den er tidløs i sin egenskab af både nådegave og ansvarlighed” (s. 78).

Hvorom alting er, så er Sørine Gotfredsen en vigtig stemme i tiden med sit indimellem forbavsende klarsyn, når det gælder at gennemskue tendenser i vores tid, og ingen tvivl om, at den kristne fordring og det ansvar, vi har som troende, er underprioriteret i megen kristen forkyndelse og praksis – så ikke flere ord om hendes vægtning af lov og evangelium herfra.

Sørine Gotfredsen: Tolv Tiltaler
200 sider • 249,95 kr. • Kristeligt Dagblads Forlag

Læs også