I bøn forsones vi med vores brødre og søstre

(Læsetid: 5 minutter)

Så er der international bedeuge. Betyder det ikke noget for os, at vores ’uvenner’ er kristne?

Af Henri Nissen Ansvarshavende redaktør

I denne uge er der som bekendt bedeuge i de fleste byer i Danmark og resten af verden. Kristne fra forskellige grupperinger mødes i den uge og beder sammen.

Selv om formen nogle steder kan virke lidt forældet, er det alligevel et vidunderligt udtryk for, at troen på Jesus skaber ”fred i mennesker, der har Guds velbehag”, som englene sang julenat.

Og det er jo ikke de fuldkomne eller religiøse mennesker, der har Guds velbehag, men dem, der tager imod Guds frelse og tilgivelse i troen på Jesus. Det fremgår klart af Ny Testamente.

Troen skaber også fred mellem mennesker

Når evangeliet forkyndes, rører det vores hjerter. Vi bliver i stand til at tilgive – og bede andre om tilgivelse. Som det hedder i den smukke julesalme ”O hellige nat”:

I hver en sjæl, du ser en elsket broder.
Og se, din fjende skal blive din ven.

I den originale engelske tekst fremgår evangeliet tydeligt. Ordret oversat lyder det:

Sandelig. Han lærte os at elske hverandre.
Hans lov er kærlighed og hans evangelium er fred. Lænker skal han
sprænge, for slaven er vores broder. Og i Hans navn skal al undertrykkelse standse.

Fred og forsoning bør være kristnes kendetegn

Ingen anden religion har som kristentroen lagt vægt på tilgivelse, forsoning og fred mellem mennesker.

Måske er det derfor, de modsatte eksempler stikker os sådan i øjnene. Når katolikker og protestanter tidligere udkæmpede religionskrige og helt op til vores tid sloges i Nord-Irland.

Men det var også troende katolikker og protestanter, der afsluttede borgerkrigen ved at finde sammen i bøn. Senere kom det politiske.

Bedeugen er en oplagt mulighed for at møde kristne fra andre sammenhænge og huske, at vi til trods for forskellig teologi og væremåder er brødre og søstre.

Og lad det ikke blive ved et møde i januar én gang om året. Gud ønsker sikkert, at vi også i det daglige værdsætter og snakker positivt om de andre; at vi helt bevidst afviser sladder og mistænkeliggørelse.

Når medierne raser imod de kristne

Med jævne mellemrum hænges kristne ud i medierne. Nogle gange er det indremissionske kristne, andre gange er det frikirkelige grupper. Medierne kan altid finde noget at udsætte på dem, der adskiller sig fra den verdslige norm.

I denne uge begyndte en nye serie, hvor TV2 sætter et meget kritisk fokus på nogle kristne grupper og de misbrug, der tidligere er sket.

Der er jo fx sagen om en ung hjælpepræst i Silkeborg, som opførte sig på en psykopatisk måde overfor andre unge, og hvor der både var indblandet sex og svindel. Men han er dømt.

Så er der også Evangelist og Faderhuset, som vi troede, vi var færdige med. Men nu trækkes de frem igen. Og så går man efter Torben Søndergaards arbejde. Og man kan godt være noget bekymret for, når alle disse ting rodes sammen. Man opnår nemt at skabe mistænksomhed om alt kristent arbejde. Specielt det karismatiske.

TV-gabestok bliver både anklager og dommer

Noget af det, der blev vist, virkede chokerende. Uddrivelser burde aldrig udstilles på tv. Og misbrug skal naturligvis stoppes, og vi skal tage os af de mennesker, som lider på grund. Som Paulus siger, så gør det ondt på hele legemet, når ét lem lider.

Men lad os heller ikke glemme at bede for de kristne brødre, som nu bliver hængt ud. Det gør ikke mindre ondt på dem. Det må bare være så forfærdeligt for dem og deres familier at blive sat i den offentlige gabestok i hele Danmark.

Det er mere retfærdigt, at politiet og domstolene tager sig af at undersøge, om der er noget at komme efter eller ej, fremfor at journalister – som måske har deres egen dagsorden – fungerer som både anklager og dommer i den måde, tingene fremstilles (manipuleres?) på.

En anklage mod alle religiøse?

Selv Jesus ville formentlig være blevet hængt ud og beskyldt for svindel og børnemishandling i Ekstrabladet og TV2, hvis han havde levet i vores tid. For i vores afkristnede tid er det ikke blot de evt. skandaler, der måtte være, der forarger. Det er selve kristendommen.

Religion er blevet et odiøst begreb. Man er næsten på forhånd mistænkelig, hvis man praktiserer en personlig tro. Derfor nytter det ikke at tage afstand fra andre kristne for at hytte sit eget skind. For hvornår stopper hetzen?

Hvis broder forråder broder?

Historisk har gamle religiøse bevægelser ofte forfulgt og mistænkeliggjort nye kristne bevægelser. For der er jo altid noget ”galt” med deres teologi – i forhold til andres opfattelse – og nye vakte sjæle opfører sig ofte uviist i deres begejstring.

Det var heller ikke almindelige mennesker, men især den tids religiøse mennesker, der tog afstand fra Jesus og til sidst fik romerne til at korsfæste ham. De religiøse jødiske ledere argumneterede med, at myndighederne ellers ville komme efter dem selv.

Hvis Jesus havde levet i vores tid, ville nogle sikkert også tage afstand fra hans upassende stil og uortodokse teologi i Kristeligt Dagblads spalter. I Indre Missions Tidende. I Frikirkenets meddelelser. Ja i Udfordringen…

Jesus forudsagde: ”ja, det vil komme så vidt, at de, der slår jer ihjel, vil mene, at de dermed tjener Gud.” (Joh 16,2)

Så her skal vi kristne passe meget på, at vi ikke i hellig forargelse – eller menneskefrygt – forråder vores egne brødre og søstre eller udleverer dem til den offentlige gabestok.

Vi skal som bekendt ikke slæbe vores kristne brødre i retten for de uretfærdige dommere, siger Bibelen. Og så skal vi nok heller ikke bringe dem i mediernes gabestok. De er vel fortsat brødre og søstre? Vi skal hellere forsvare dem end anklage dem.

Læs også