40 års jubilæum i Indre Mission

Den 31. januar kunne missionær Egild Kildeholm Jensen fejre 40 år i Indre Missions tjeneste.

Egild (65) er gift med Grethe, og de har fire sønner og syv børnebørn. Han stammer fra Vinderslev i Midtjylland og var fodermester indtil 1979. Herefter har han været missionær i Gram, Skjern, Kolding, Jyderup og i Rønde.

Som ny missionær oplevede Egild K. Jensen vækkelse blandt de unge på en lejr.
”De bad om forbøn, og vi måtte lægge bedemøder ind i dagsprogrammet. Mange begyndte at tro på Jesus,” fortæller Egild K. Jensen. Han har også været med til at arrangere ”Mattæusaftener” i Kolding i 2001. Det var åbne møder, hvor man kunne invitere venner og naboer med. Formen beskrives i en bog som en model for andre fællesskaber.

Egil Kildeholm Jensen arbejder nu med kristendomskursus.dk, og holder kurset i Grenaa på Djursland.

”Vi står på sidelinjen og ser, hvordan Gud arbejder. Det er stort,” siger Egild. Hans 40-års-jubilæum blev markeret ved en fest i Rønde Missionshus den 31. januar.