Broder Andreas’ bibelsmuglerhistorie for børn
Open Doors (Åbne Døre) har udgivet en bog, som fortæller den spændende historie om broder Andreas, Guds smugler, for børn.
Bogen indledes med et fint lille brev fra Broder Andreas til de unge tilhørere, hvori han introducerer dem til fortællingen om sit liv, som han beskriver som et spændende eventyr.
Vi hører om hans opvækst, hans narrestreger og hang til eventyr. Han finder kirken kedelig og regner ikke den bibel for noget, som hans mor forærer ham, da han rejser ud som soldat for den hollandske hær. Først da en såret fod sender ham på hospitalet, og han tror alle eventyr er forbi, begynder det rigtige eventyr. Han begynder at læse i Bibelen, og af ren kedsomhed tager han til et møde. Dette bliver begyndelsen til et liv for og med Gud, og vi får et godt indblik i, hvordan Andreas søger Gud og ønsker at følge hans vej. I første omgang leder Gud ham til at tage hjem og arbejde på den lokale fabrik for at fortælle om Guds kærlighed der. Et par år senere rejser han på bibelskole i Skotland, og under en konference i Polen ser han, hvor svært de kristne har det i Østeuropa, og hvor stor længslen efter bibler er. Dette bliver starten på tjenesten som ’Guds smugler’.
Bogen er illustreret med Robyn Leavens farverige tegninger, og der er meget at se på for børnene under højtlæsningen. Bogen er en spændende fortælling, som kan vise børn, hvordan man kan finde det allerbedste eventyr for sin liv ved at bede til og søge Gud.
Beth Fuller: Guds smugler
30 sider. 149 kr. Udgivet af Open Dors/Åbne Døre