Hvor meget skal jeg være der for mine forældre?

(Læsetid: 5 minutter)
Det er vigtigt, at du kender dit ansvar, men det er også vigtigt, at du ved, hvad der ikke er dit ansvar. Når du ser nød i verden, er noget af det helt udenfor dit ansvarsområde, og du skal intet gøre ved det. Det bedste, du kan gøre, er måske at lade være med at fokusere på det og lægge det over i Guds hånd.
Reducer i stedet for dit udsyn til det, du skal tage ansvar for. Det kan godt ske, at noget af det handler om nød rundt omkring i verden. Vi skal alle tage ansvar for noget, men ingen skal tage ansvar for alt.
Tænk først og fremmest på dine nærmeste, din nærmeste verden og de områder, som ligger udenfor det, men som du har et hjerte for og kan gøre noget ved. Et menneske kan kun rumme en vis mængde, og hvis du bliver alt for tynget, er det måske, fordi du prøver at rumme for meget.

Hej Karin og Jørn
Jeg er i den situation, at jeg stadig har begge mine forældre.

Det burde jeg være taknemlig for…..men mit evige problem er, at jeg ikke orker at tage mig af mine forældre, og allerede nu hvor jeg skriver det, føler jeg mig som et egoistisk menneske.

Jeg har, siden jeg var barn, haft en kronisk sygdom, den bestemmer meget over mit overskud til andre mennesker, og jeg er nødt til at vælge/prioritere de sociale sammenhænge.

Vores kirke prioriterer vi højt, den giver så meget.

Bibelen siger jo at vi skal: ære vores mor og far. Hvordan skal jeg håndtere det? Jeg har jævnlig kontakt til mine forældre og hjælper dem på forskellig vis. Jeg føler, at jeg skal vælge mellem gamle forældre og mine børn/børnebørn/kirke.

Hvor meget ansvar har jeg for mine gamle forældre, når de ikke vil modtage anden hjælp, som de ellers har råd til at få?

Jeg synes, jeg står i et evigt dilemma mellem mine børn og gamle forældre.
BL

Hej BL
Vi kan godt forstå, at det er lidt af et dilemma, du står i, og at det ikke er et let valg. I denne sag, som i så mange andre, er der er flere sider af samme sag. Problemet er ofte, hvis vi bliver unuancerede og kun ser sagen fra én side.

Din måde at skrive på viser, at du er opmærksom på dette, og det er et sundhedstegn. Lad os se på sagen fra flere sider her:

Du har ret: Bibelen taler om at vi skal ære vores far og mor, og det er først og fremmest os, der har ansvar for vores forældre og nærmeste, ikke “staten” eller “det offentlige”.

Det vigtige er, at vi har den rette indstilling i hjertet, og at det er den, vi lever ud fra. Det er også vigtigt at forstå, at det ikke altid skal være let at gøre det rigtige. Jesus taler om at gå den ekstra mil, og i et samfund, hvor vi igen og igen opfordres til at “realisere os selv”, er det ekstra vigtigt at leve med kærlighed og være og gøre noget for andre.

Samtidig taler Bibelen også om, at en mand forlader sin mor og far og holder sig til sin hustru. I det at forlade ligger der en klar adskillelse fra et tæt liv med sine forældre til nu et tæt liv med sin ægtefælle. Forældrene er der stadig, men der er ikke samme tætte forbindelse, og det er heller ikke alt, de skal være en del af, eller omvendt.

Det lyder som om, at der er meget skyldfølelse, der bliver aktiveret hos dig. Vi tænker, at hellere lidt mindre og god tid sammen med dine forældre end meget tid sammen, hvor I slider på hinanden.

Du nævner jo også, at du har en kronisk sygdom; og det skal der tages hensyn til. Hvis du alligevel er drænet for energi, har du jo ikke så meget at give af.

Det er dog vigtigt, at du mærker efter, så du lærer at mærke og give udtryk for dine behov. Det er jo ikke kun alle andres behov, der skal tilgodeses. Du er lige så meget værd som de andre og har ret til det samme som andre.

Det er vigtigt, at du bemærker, hvad der giver dig energi, og hvad der dræner dig. Det virker som om, at kirken giver dig energi. Jesu løfte er, at når vi søger Guds rige først, skal alt det andet gives os i tilgift. Derfor vil du aldrig fortryde, når du søger Gud først ved fx at gå i kirke.

Se ikke på det som enten kirke eller dine forældre, men nærmere: Kirke og livet med Gud for at få mere overskud til at være noget for dine forældre.

Det er ok at sætte grænser, og der kan være en sund form for grænsesætning ift. de ting, du nævner, de kan købe sig fra.

Det kan være vigtigt at sige højt, at dine forventninger til jeres tid sammen er, at I får tid til at snakke sammen. Og at nogle af de andre ting må de købe sig til.

Tal med dine forældre om, hvad der er vigtigt for dem, at de får fra dig, og hvis du gør nogle af disse ting, så føler de, at deres behov bliver mødt, selv om du ikke kan gøre alting.

Dit vigtigste ansvar nu er din egen familie, din mand og dine børn, da du har valgt dem.

Et barn har ikke valget, det er sat i en familie, og en barndom er meget kort tid.

Det er de voksne, der har valget.

Med venlig hilsen
Jørn og Karin

Læs også