Israel sender fartøj med bibel ombord til månen

En SpaceX Falcon 9 raket, som fragtede fartøjet ”Beresheet”, blev affyret fra Florida den 22. februar. Dermed håber Israel at blive det fjerde land i verden, som opnår at lave en kontrolleret landing på månens overflade.

Den statsejede virksomhed Israel Aerospace Industries (IAI) har været med til at udvikle rumsonden ”Beresheet” for SpaceIL, skrev nyhedsbureauet Reuters i januar.

Efter ca. to måneder i rummet ventes rumsonden at nå frem til Månen. Her skal den først cirkulere om månen og til sidst lande på den. Rumsonden medbringer en tidskapsel med blandt andet DVD’er, billeder af israelske borgere, tegninger fra israelske børn samt historier om overlevende i Holocaust, oplyste SpaceIL i december. Sonden skal ikke vende tilbage til jorden.

To minutter efter take-off blev Beresheet frigjort fra raketten, mens sondens fire ben foldede sig ud som planlagt.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, havde kontaktet IAI for at bede dem sende en bibel med i rumfartøjet. Men da var fartøjet allerede forsynet med en bibel i elektronisk form.