”Jeg er kristen i mit hjerte”

Narges er afvist asylansøger og bor på Kærshovedgård i Midtjylland. Hun vil ikke rejse tilbage til Iran af frygt for sit liv. Hun er i dag kristen.

(Læsetid: 5 minutter)
Narges vil gerne give noget til Danmark. Hun har lavet lækker iransk mad til eleverne på Hestlund Efterskole og til nogle af aftenerne i Bibelcaféen i Bording.

Den 24. juni 2015 blev den iranske kvinde Narges døbt i en kirke på Lolland. Hun elsker at læse i Bibelen. Men hun er ikke velkommen i Danmark. I halvandet år har Narges siddet som afvist asylansøger på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording i Midtjylland.

Narges bor i en særlig kvindeafdeling. Hun bor sammen med ca. 20 kvinder, som også har fået afvist deres ansøgning om asyl.

– Vi taler sammen. Jeg klipper deres hår og syr nogle gange tøj for dem. Jeg strikker, og vi læser sammen i Bibelen. En gang om ugen er jeg til Bibelcafé i Bording (i missionshuset Tabor, red.). Næsten alle kvinderne i min afdeling er kristne. Mine nærmeste venner er kristne.
– Men ellers har vi ikke ret meget at lave. Det er kedeligt. Jeg drømmer om frihed, men føler, at jeg er sat i ”lænker”, fortæller Narges.

Ydmygende

– Selv om vi kvinder bor for os selv, så må vi ikke lave vores egen mad. Vi skal spise i cafeteriet sammen med dem, som er kriminelle. De fleste er ikke kriminelle, men nogen er, og det er svært for mig. Jeg er jo ikke kriminel.

– Hvis jeg skal til lægen eller tandlægen, skal jeg have to vagter med. Det er ydmygende. Jeg føler, at alle kigger på mig, som om jeg har gjort noget ulovligt.
– Jeg havde en veninde, som sagde, at jeg måtte da have gjort noget, når jeg skal bo her. Jeg kunne ikke forklare hende, at det har jeg ikke. Vi er ikke venner mere.
– Jeg føler, at det er ydmygende at bo her. Jeg kan ikke lide at skulle møde de kriminelle, når jeg går over i cafeteriet, hvor jeg er tvunget til at gå over, hvis jeg vil have mad, siger Narges.

Hun viser det hvide, biometriske nøglekort, som hun altid har på sig. Det giver adgang til bl.a. cafeteriet og sundhedscentret i åbningstiden og til hendes eget værelse. Kortet, der er udstyret med en fingeraftryksaflæser, er for Narges og de andre kvinder i hendes afdeling forbundet med noget ubehageligt, fordi det symboliserer ufrihed. Hun føler sig ydmyget over at blive sidestillet med de kriminelle, som har lignende kort på sig.

Udrejsecenter Kærshovedgård har både afviste asylansøgere og gruppen af udvisningsdømte kriminelle, som nægter at forlade Danmark. Det er kun en mindre del af stedets beboere, der er kriminelle, men det er ofte dem, der stjæler overskrifterne i medierne.

Eleverne spiser og samtaler med kvinder fra Kærshovedgård i Hestlund Efterskoles kantine.
Stort at møde kristne

Narges stammer fra storbyen Shiraz i det sydlige Iran. Hun kom til Danmark for seks år siden. Hun har tre børn, en datter i Danmark og de andre to i Iran. De to i Iran har Narges ikke set i seks år. Hendes mand er død.

– Jeg er opvokset som muslim. Men allerede da jeg boede i Iran, ville jeg gerne vide mere om kristendommen. Det var bare ikke muligt. Da jeg kom til Danmark begyndte jeg næsten med det samme at gå i kirke. Jeg mødte kristne, som var kærlige imod mig. Jeg fandt ud af, at kristne ikke bare taler om kærlighed, men at de lever den ud. Det var jeg ikke vant til fra islam, der fordømmer og straffer.

– Det var stort for mig at møde kristne, som viste mig kærlighed og tog sig af mig. Når man søger asyl, er man jo alene og fremmed. Jeg læser i Bibelen, at Gud elsker alle mennesker, og når man så møder næstekærligheden i praksis, giver det mening, siger Narges.

Nogle af de få lyspunkter er Røde Kors’ kvindeklub på Kærshovedgård og Bibelcaféen i Bording, hvor frivillige tager sig godt af Narges og andre kristne fra udrejsecentret.
– Vi er også blevet inviteret hjem privat hos nogle. Det betyder så meget. Vi oplever, at de ikke forventer noget til gengæld, fortæller Narges.

Føler et pres

Den iranske kvinde drømmer om en fremtid i Danmark. Hun vil gerne give noget tilbage. For nyligt stod hun i køkkenet og fremtryllede lækker iransk mad til eleverne på den kristne Hestlund Efterskole, der ligger få kilometer fra Kærshovedgård. Hun har også nogle gange lavet iransk mad i Bibelcaféen i Bording.

– Jeg var syerske i Iran, og jeg vil gerne arbejde. Dét liv, jeg har nu, er et passivt liv, og jeg kunne gøre så meget godt, hvis jeg fik lov. Jeg kunne også passe gamle mennesker.
– Tro mig: Hvis jeg kunne, ville jeg rejse tilbage til Iran. To af mine børn bor der. Dem har jeg ikke set i seks år. Men jeg kan ikke rejse tilbage. Jeg vil være i stor fare, fordi jeg konverterede til kristendommen.

– Hele tiden får jeg at vide, at jeg skal rejse tilbage til Iran. Jeg føler, at politiet presser mig, hver gang jeg er til samtale hos dem. De spurgte: Er du ikke bare blevet døbt, fordi du gerne vil have asyl? Jeg bliver ked af den mistænkeliggørelse. Faktum er, at jeg først i Danmark fik frihed til at undersøge kristendommen nærmere. Jeg valgte at blive døbt i 2015, fordi jeg havde fundet sandheden, og ikke af taktiske årsager.

– Jeg elsker at læse i Bibelen, og jeg er kristen i mit hjerte, siger Narges, som nu har boet på udrejsecentret i 1 år og 7 måneder.

Læs også: Elever har omsorg for de afviste asylansøgere

Læs også