Tidligere missionær bliver ny formand for Dansk Bibel-Institut
Tidligere missionær i Etiopien, den 43- årige cand. theol. og missionssekretær i Luthersk Mission, Christian Lund Pedersen, er netop blevet valgt som ny formand for Dansk Bibel-Institut.
Christian Lund Pedersen afløser dermed Christian Jensen, der efter mange års tjeneste i DBIs bestyrelse har valgt at takke af som formand.
Den nye formand har selv studeret teologi på Københavns Universitet og DBI og er cand.theol. fra 2005. Under studietiden var han aktiv på DBI som bl.a. studenterrådsformand, og som sådan sad han med i DBIs bestyrelse.
Efter kandidateksamen var han fra 2006-2016 udsendt som missionær af Luthersk Mission til Etiopien, hvor han de sidste syv år underviste på Tabor Evangelical College i Hawassa. Her var han med til at udvikle et 3-årigt diplomakursus og et 4-årigt bachelorkursus i teologi.
I dag arbejder Christian Lund Pedersen for Luthersk Mission som missionskonsulent for LMs arbejde i Tanzania og Peru. Han har siden 2017 været observatør for Luthersk Mission i DBIs bestyrelse, men fra og med 2018 blev han valgt ind som fuldgyldigt medlem af bestyrelsen.