Familiemanden

Et tiltrængt wakeupcall. Det var, hvad den amerikanske skuespiller Nicolas Cage fik i filmen ”The Family Man” fra 2000, hvor han spiller en travl og succesrig børsmægler, der lever singlelivet med hurtige biler, letpåklædte kvinder og penge. Masser af penge.

Men en engel giver ham et kort glimt af, hvilket liv han kunne have haft, hvis han havde giftet sig med sin ungdomskæreste i stedet for at forfølge drømmen om en karriere. Således vågner han en morgen op i en forstad til New York med minivan i indkørslen, to børn, en hund og et temmelig ordinært job som dæksælger i sin svigerfars firma.

Filmens morale er, at penge nok er sjove at have, men de virkelige værdier ligger i de helt nære relationer – og Nicolas Cages karakter ender med at blive en rigtig ”Family Man”.

Familiemand med stort F er også, hvad Jens-Henrik Kirk, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Nordjylland, er. Familie og relationer har altid ligget helt i top på hans prioritetsliste.

– Jeg elsker at være sammen med min familie. En dag om ugen holder vi fri for kalenderaftaler for bare at være sammen som familie. Det lykkes mig nok ikke altid at overholde det helt – men jeg prøver på det, smiler Jens-Henrik Kirk.

– At holde ferier sammen er også noget, vi prioriterer meget højt, fordi vi i de situationer finder frem til en nærhed og intimitet, som det i en travl hverdag ikke altid er muligt at opnå, fortæller familiemanden og fortsætter:

– Mennesker i det hele taget betyder meget for mig. Det er også noget af det mest fantastiske ved at have været efterskoleforstander i snart 14 år – at jeg har fået tusindvis af relationer til teenagere og deres forældre med mig.

En personlig sejr

Forstanderjobbet, som Jens-Henrik Kirk refererer til, er på Mariager Efterskole, hvor han har været siden 2005. Dengang var han med sine 27 år landets yngste leder for en efterskole.

Til sommer er det dog slut. Jobbet er sagt op til fordel for et liv i politik – og helst som folketingsmedlem, selv om Jens-Henrik Kirk også er medlem af byrådet i Mariagerfjord Kommune. Her er familiemanden 2. viceborgmester og næstformand i Udvalget for Børn og Familie.

– Jeg betragter det som en personlig sejr, at kommunen nu tilbyder gratis parterapi med henblik på at forebygge skilsmisser og skabe stærke familier. Denne investering gør kommunen, selv om vi var nødt til at gennemføre massive besparelser på 2019-budgettet. Det er den slags resultater, der betyder, at det giver mening at være i politik, stråler han.

Knivskarp angriber

At Jens-Henrik Kirk er en resultatsøgende og målrettet mand, vil en del fodboldspillere i DBU Jyllands oldboys-rækker kunne skrive under på. Familiemanden huserer nemlig som knivskarp angriber i Mariager Idrætsklub (MIK).

– Jeg elsker fodbold. Som ung var jeg inde omkring 1. divisionstruppen i B93 med den legendariske Christian Andersen som træner, og som træner for Mariager Efterskoles fodbolddrenge har jeg været med til at vinde DM-sølv og guld for efterskoler i indendørs fodbold, fortæller han.

Derudover er familiemanden også engageret i det frivillige arbejde i MIK, hvor han tidligere har trænet fodbolddrenge og i dag er næstformand i hovedbestyrelsen.

Fodbold er i øvrigt også en linje på Akademiet – Mariager Efterskoles særlige tilbud til unge talenter, som ønsker at forfølge deres drømme inden for forskellige områder. Ud over fodbold er der på Akademiet linjer med skuespil, iværksætteri, musik, lederskab og kommunikation.

Indeværende skoleår er andet år med Akademiet på Mariager Efterskole, og initiativet er dermed det nyeste, som Jens-Henrik Kirk har sat i søen som forstander på skolen.

Men bestemt ikke det eneste.

Idéerne vælter ud

Som driftig og idérig leder har familiemanden mere eller mindre haft gravemaskinerne i jorden det meste af sin tid som efterskoleforstander. Ny aula, nyt fysiklokale, helt ny elevfløj med plads til 128 elever samt ny kombineret administration- og undervisningsbygning er alt sammen kommet til i hans tid.

Plus en række mindre ting.

Elevtallet er også gået kraftigt i vejret i hans tid som forstander – fra 93 elever i 2005 til 160 elever i 2019.

– Jeg kan godt lide at sætte ting i gang – og jeg er idealist. Hvis der er noget, jeg tror på, så er jeg villig til at gå efter det og betale prisen, fastslår han og nævner som eksempel en ungdomsklub, som han som ung studerende var med til at etablere på Nørrebro i København.

– Det var for 21 år siden. Jeg var flyttet til København, hvor jeg tog en uddannelse som international, interkulturel socialrådgiver. Nørrebro var præget af uro, hvor mange unge andengenerationsindvandrere lavede ballade.

– Sammen med nogle venner besluttede jeg at gøre noget ved det. Vi kunne ikke sidde og se til, mens butikker og gamle damer blev smadret, så vi lavede en ungdomsklub, som fik ret godt fat i de unge. Da klubben var på sit højeste, havde vi flere hundrede unge, der var tilknyttet klubben, og som derigennem fik indhold i deres hverdag. Og det kunne aflæses i statistikkerne – kriminaliteten faldt, og på TV2 Lorry sagde Københavns daværende politiinspektør for ordenspolitiet, Per Larsen, at vores ungdomsklub var en del af forklaringen.

Kommunen var stopklods

Ungdomsklubben i København var dog ikke kun en positiv oplevelse for Jens-Henrik Kirk. Én ting var, at han havde oplevelser som at få skåret et dæk på bilen op, fordi en af de unge havde set sig sur på ham. Eller delvist at få ødelagt sin hørelse, fordi lydniveuaet til festerne i klubben var så højt.

“– Ved store beslutninger har jeg altid ladet mig lede af en indre fornemmelse for, hvad der var rigtigt for mig. Og det blev klart for mig, at tiden nu var kommet til, at jeg skulle kaste mig ind i det politiske.”

Noget andet var at erfare, at Københavns Kommune ikke på nogen måde bakkede klubben op.

– Vi havde stor opbakning fra forældre og naboer – og som nævnt også fra politiet – men kommunen kæmpede vi med gennem flere år. Stridens æble handlede om, at klubben havde et kristent ståsted og udsprang fra et frikirkeligt miljø – det var dér, vi rekrutterede de fleste af vores frivillige medarbejdere, og det var dér, vi lejede lokaler. Derfor mente kommunen, at klubbens aktiviteter handlede om gudedyrkelse og om at omvende de unge til kristentroen, forklarer han.

– I Folketinget havde de dog en anden opfattelse. I årene 2000-2006 fik klubben tildelt midler fra SATS-puljen – bl.a. med henblik på at udbrede konceptet til andre af landets større byer.

Oplevelsen fik familiemanden til at drømme om at skabe et bedre samspil mellem det frivillige arbejde og de enkelte kommuner. Og dermed var kimet til et politisk virke lagt.

Idealismen i behold

Selv om Jens-Henrik Kirk erkender, at han kan have en tendens til at blive lidt utålmodig – og også kan være temperamentsfuld – så har han måttet væbne sig med tålmodighed i forhold til sine politiske længsler. Fra det politiske kim blev lagt i ungdomsårenes København, til at han handlede på det, gik der flere end 10 år:

– I 2014 tog familien og jeg til Vietnam, hvor jeg trak stikket ud nogle uger. Jeg overvejede, hvad jeg skulle bruge den næste del af mit liv på – mens jeg stadig var relativt ung og havde kræfterne i behold.

– Ved store beslutninger har jeg altid ladet mig lede af en indre stemme; en indre fornemmelse for, hvad der var rigtigt for mig. Og det blev klart for mig, at tiden nu var kommet til, at jeg skulle kaste mig ind i det politiske.

Fra den nærmeste familie var der fuld opbakning til beslutningen, men ellers skortede det ikke på advarsler om, at familiemanden skulle tænke sig godt og grundigt om, fordi omkostningerne er store i politik.

– Det koster på alle fronter at gå ind i politik – tid, energi og penge. Jeg har dog ikke været et sekund i tvivl om, at det er det rigtige for mig. Selv om det var en endog meget svær beslutning at sige mit drømmejob som efterskoleforstander op for at satse 100 procent på det politiske, så er jeg sikker på, at det er den vej, jeg vil gå, erklærer han.

– Hårdheden, de mange intriger og hånen kan dog godt bekymre mig og gøre mig ked af det, men ikke desto mindre synes jeg, at det i de første halvandet år som folkevalgt byrådspolitiker har været ekstremt givende og utroligt spændende at skabe politiske resultater sammen med mennesker, som jeg er meget forskellig fra.

Tro er ikke en privat sag

Jens-Henrik Kirk er som nævnt selv frivillig i den lokale idrætsklub. Men også Mariagerfjord Frikirke nyder godt af hans frivillighed, hvor han blandt andet prædiker en gang imellem. I det hele taget er hans kristne tro en så integreret del af ham, at han hverken kan eller vil adskille den fra sit politiske liv.

– Jeg er nok en værdikriger i den forstand, at jeg mener, at vi skal hejse flaget og stå positivt ved de kristne værdier, som har været med til at forme det samfund, vi har i dag. Mit kristne ståsted er en af grundene til, at jeg er at finde i Det Konservative Folkeparti – fordi det er et parti, som ønsker at værne om det kristne værdigrundlag, forklarer han og pointerer:

– Samtidig giver partiet frihed til, at jeg kan stå for, hvad jeg står for – også i etiske sager. Al politik handler i sidste ende om mennesker, og alle politikere har et menneskesyn, som de handler ud fra. Mit menneskesyn er påvirket af min personlige tro på Gud, og det kan jeg ikke bare lægge væk.

– Jeg kan naturligvis ikke slå lovforslag op i min bibel eller trække en masse kirkelige meninger med ind i politik. Men jeg vil stå for de værdier, som jeg nu engang har.

Selv om familiemanden endnu ikke har fået en plads i Folketinget, har han allerede mærket konflikten mellem at være loyal over for partiet og at være loyal over egne værdier.

– Jeg har fået kritik og modstand fra folk, som jeg deler værdier med, fordi partiet har truffet nogle beslutninger, jeg ikke har været enig i. For mig er det i den sammenhæng vigtigt, at jeg fra partiets side oplever frihed til at mene noget andet – og respekt for, at jeg gør det.

Familien er vigtigere end stat og kommune

Der er ingen tøven, når Jens-Henrik Kirk skal udpege det emne, som for ham er det vigtigste ved folketingsvalget:

– Familiepolitikken. Familien er den vigtigste institution, som vi har – den er langt vigtigere end både stat og kommune tilsammen, for den er kernen i samfundet. Vi skal sikre, at den enkelte familie får så gode vilkår som muligt, så børnene kan vokse op i trygge og gode rammer, og vi skal lægge vægt på, at ansvaret for børnene og deres opdragelse er forældrenes, ikke samfundets.

Kirks eftermæle

Når du engang dør, hvad vil du så gerne, at der bliver sagt om dig i begravelsestalerne?

– Du levede, så andre lykkedes. Du stod altid på de svagestes side. Du var et empatisk og lyttende menneske. Et menneske, som kæmpede for familierne i Danmark.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Det har jeg ikke lige tænkt over. Måske: ”Alt af nåde”.