Kunstnerfar og to sønner fra Aarhus blev sendt i kz-lejr

I de dramatiske morgentimer skriver forfatteren Otto Gelsted spontant sit berømte nationaldigt De mørke Fugle fløj:

De mørke Fugle fløj
ved Gry med Motorstøj
i Eskadriller over Byens Tage.
Da så vi og forstod,
det gik til Hjertets Rod,
at vi fik Trældoms bitre
Brød at smage.

Nu fulgte besættelsens fem forbandede år, og over hele landet lurede angsten, frygten og utrygheden bag de nedrullede mørklægningsgardiner.

Ung stikker var nøgenmodel

Vi skruer tiden tilbage til en lun forårsaften midt under besættelsen, hvor den 19-årige Grethe Bartram fra Klostergade i Aarhus som så ofte før sad nøgenmodel på Croquis-skolen for en lille kreds af tegnere og kunstnere, blandt dem maleren Thorvald Hansen og hans sønner Ib og Preben.

Den unge pige og mor til en 3-årig søn havde længe tjent til dagen og vejen som model og nød kunstnernes fulde tillid under dække af sin nære tilknytning til det kommunistiske parti.

Det kom derfor bag på alle, at hun allerede tidligt var trådt i Gestapos tjeneste som storstikker og informant og for ussel mammon solgte en lang række modstandsfolk, familie og venner til en tragisk og barsk skæbne.

Hun fik næsten 70 ofre på samvittigheden, 33 af dem blev deporteret til de berygtede KZ-lejre sydpå, og 9 vendte aldrig tilbage.

Pumpede modstandsfolk for oplysninger

Også dén aften på skolen forsøgte hun at opsnappe fortrolig information i snakken om løst og fast, som hun kunne videregive til tyskerne.

Hun fulgtes på turen hjemad med maleren Anders Andersen, som hun listigt gav sig til at pumpe for oplysninger, mens hun nedgjorde tyskerne: Synes De ikke også, hr. Andersen? Han anede dog uråd og faldt ikke i fælden. Ikke alle var lige så heldige. Selv om også Thorvald Hansen havde fattet mistanke til den unge pige, blev han taget af Gestapo i juni 1944 sammen med sønnerne Ib og Preben og interneret i Frøslev.

Den berygtede KZ lejr Neuengammme

Frøslev-lejren oktober 1944.

Tidligt fredag morgen den 6. oktober fik danske modstandsfolk en brat opvågnen i deres barakker, da Gestapo kommanderede dem ud til selektion og navneopråb til en Tysklands-transport til den berygtede KZ lejr Neuen-gamme.

I barak H 17 kom det ikke bag på 20-årige Steen Lykkeberg, at hans navn blev råbt op. Han havde i Aarhus været én af modstandskampens store profiler og var en flittig gæst i Thorvald Hansens hjem i Vestergade for at aflevere illegal post.

Også han var blevet stukket af Grethe Bartram.

Kun 16 år

I barak H 14 var den 16-årige Ib Holm Hansen blandt de udvalgte, og han skulle blive den yngste nogensinde, der blev sendt fra Frøslev til Tyskland. Nogle dage senere kom turen til faderen Thorvald Hansen, 49 år, og storebroderen Preben Holm Hansen, 19 år.

Ib var et gudsbenådet kunstnerisk talent, der allerede i 1942 som 14-årig debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han havde haft værker med på separate udstillinger i Aarhus i 1943, Silkeborg i 1944 og to gange på Den Frie. I Weilbachs Dansk Kunstnerleksikon fremhæves han for ”en modenhed og en sikker farvesans, der imponerede samtiden … præget af ro, enkelhed og harmoni, med fint afstemte, bløde farvenuancer.”

I Frøslev-lejren fik de godt 200 fanger kun kort tid til at pakke, inden de blev læsset på lastbiler og kørt til den tyske grænsestation Harrislee, hvor kreaturvogne var kørt op. Få dage senere ankom de til KZ Neuengamme til et inferno af morderisk barbari uden sidestykke i historien.

Inkarnationen af absolut ondskab med forfærdende forhold.

Dynger af lig

Aldrig skulle de glemme deres første dag i lejren. Med Steen Lykkebergs ord:

”Med til det første syn hørte et pjaltet lig, der hang i det elektriske hegn … Vi så dynger af lig, uden nysgerrighed, uden følelse, vi så mennesker blive mishandlet …”

Ifølge historikere passerede 106.000 fanger – heraf 4.800 danske – gennem KZ Neuengamme under krigen, og under halvdelen klarede sig igennem i live.

Efter få uger blev Ib og Steen begge deporteret videre til tvangsarbejde i bly- og akkumulator-fabrikken Varta i underkommando Hannover-Stöcken. Også forholdene hér trodsede enhver beskrivelse, og sult og sygdom gjorde dødeligheden tårnhøj.

Talte om at komme hjem

Christian Brønnum – medfange og også ét af Grethe Bartrams ofre – har fortalt om dengang:

”Naar vi om Aftenen kravlede ned under de snavsede Tæpper i vores Køje, talte Ib gerne om sin Mor og Stuerne derhjemme, om sin Far og Bror … En Dag talte vi om, naar vi skulde rejse hjem

…Vi skulde have gule Ærter og Pandekager, desuden Æblekage og Kaffe.

”Nej, hvor vi skal spise os mætte, og saa…” ”Og hvad saa?” afbrød jeg. ”Jo… så skal der vel nok males.”

Næsten samtidigt blev faderen Thorvald og broderen Preben sendt til udekommando Alt Garge uden anelse om, at Ib arbejdede ikke så langt derfra.

Efter krigen fortalte en medfange Niels E. Jørgensen, at far og søn altid arbejdede sammen, på samme skinnehold eller ved samme tipvogn.

Så blev der snakket minder fra hjemmet og moderens ”Pandekager med Jordbær-Syltetøj og Flødeskum. Men aldrig snakkede vi saadan, uden at de til Slut blev lidt fjerne i Øjnene og mumlede … hvordan mon det gik Ib?”

Døde af sult og sygdom

Dagen efter Ib Holm Hansens 17-års fødselsdag den 15. februar 1945 bukkede Thorvald Hansen under for sult og barske strabadser. Få uger senere blev Steen indlagt på KZ-lejrens revir med blyforgiftning sammen med Ib, der døde den 15. marts. Steen har siden fortalt om vennens sidste svære dage.

”I køjen ved siden af mig lå Ib. Hans dage var talte, hans krop var befængt med store flegmonesår, så store, at man kunne putte en knyttet næve deri. Selv i dette helvede, hvor enhver var sig selv nok, var jeg rørt over hans skæbne og den måde, han mødte døden på. Han led frygteligt, men aldrig hørte jeg et beklagende ord.”

Med Steens ord: ”Her lå han, allerede en anerkendt kunstner som 16-årig. Han fortalte mig meget om sin mor, om sin barndom. Han sukkede efter vand, som det var døden at drikke.

»Hent vand til mig, Steen! Jeg dør alligevel, om jeg får det eller ej.«”

Et sidste billede fra dengang mejslede sig for tid og evighed ind på Steens nethinde: den unge kunstners hoved, der knaldede hårdt mod stengulvet, da han i benene blev slæbt ud af barakken.

Genforenet med familien

Preben og Steen klarede sig begge igennem måneders barske lidelser og umenneskelige forhold, og ved befrielsen i maj 1945 blev de to bragt hjem til Danmark med Folke Bernadottes hvide busser. I Aarhus måtte Preben overbringe sin mor Emma den tunge besked, at han vendte alene tilbage.

Steen Lykkeberg – en syg og udmarvet 21-årig, der nu vejede sølle 38 kg – blev genforenet først med sin far og senere hele familien. Han har senere fortalt om det første bevægende gensyn:

”Vi omfavnede hinanden – tårerne løb ned ad kinderne både på ham og mig, os, der ellers aldrig viste vores følelser for hinanden på den måde. Han klemte mig ind til sig og blev ved med at gentage: »Godt, du er i live – godt, du er i live! Mor græder hele dagen af glæde«.”