Over 1000 forskere opfordrer til undersøgelse af evolutionsteorien

Spørgsmål:

På websitet christianheadlines.com kunne man for nylig læse om en underskriftsindsamling blandt videnskabsfolk, som betvivler Darwins evolutionsteori. Er det noget, du kender til?

Svar:

Ja, den omtalte underskriftsindsamling, som Discovery Institute står for, og som blev oprettet i 2001, blev for nylig opdateret, og der er nu over 1000 medunderskrivere. Discovery Institutes egen meddelelse om det lyder sådan her i min oversættelse:

”Over 1000 forskere med minimum en ph.d. har underskrevet en bekendtgørelse, hvor de offentligt udtrykker deres skepsis omkring den for øjeblikket herskende teori om biologisk evolution. Bekendtgørelsen, som man finder online på dissentfromdarwin.org lyder således: ”Vi er skeptiske overfor påstanden om, at tilfældig mutation og naturlig udvælgelse er i stand til at gøre rede for organismers kompleksitet. En grundig undersøgelse af evidensen for Darwins evolutionsteori bør tilskyndes.””

1000 medunderskrivere lyder måske ikke af meget, da vi må formode at antallet af universitetsuddannede forskere i verden ligger i hundredetusindetallet. Tager man imidlertid i betragtning, at der som minimum kræves en ph.d. i en relevant videnskabsgren for at kunne stå på listen, samt at alle, der offentligt står frem med deres tvivl på evolution, risikerer at sabotere deres egen akademiske karriere, er 1000 underskrivere faktisk ret flot.