Charmerende bogserie med bibelfortællinger

Forlaget Eksistensen har i samarbejde med folkekirken i København og Frederiksberg udgivet en ny børnebogsserie med fem bibelhistorier til forskellige aldersgrupper.

Til de 0-3-årige finder man papbogen ’En lille bog om store ting’ som på rim kommer nænsomt omkring Marias barn, tryghed, godt og ondt, sorg og glæde og bøn.

Bøgerne ’Petra og feberen’ samt ’Laban, Lea og lagenet’ er for de 3-6-årige og her kommer vi gennem de opdigtede børn i fortællingen med tilbage til Jesu tid. Petra oplever, hvordan mormors feber forsvinder, da Jesus kommer på besøg, og sammen med Laban og Lea er det opstandelsesunderet, der fortælles om.

De 6-9-årige kan i ’Hanna, Herodes og himmelkongen’ komme på eventyr med den onde kong Herodes barnebarn Hanna, som hører de vise mænd fortælle om en ny himmelkonge, som er født. Og i ’Adam, Anna og hullet i taget’ er vi igen med, når Jesus helbreder.

Papbogen for de mindste er skrevet af Therese Fabricius og Maria Baastrup Jørgensen og koster 69 kr. De øvrige bøger er skrevet af sognepræst Jonas Lucas Christy og koster 59 kr. pr. stk. Alle fem bøger er illustreret af Josephine Kyhn.