Stærk bog om kynismen i den politiske verden

Carl Holst fortæller tankevækkende om, hvordan han først oplevede stor medgang i politik, og så utrolig megen modgang fra medier og andre politikere – også i hans eget parti. Men også om en god barndom som grundtvigsk højskolebarn og elev på en efterskole.

(Læsetid: 6 minutter)
Carl Holsts bog er et forsvar imod den urimelige hetz, han selv var ude for, og den er et opgør med den hårde tone og magtkampen mellem fløjene i hans eget parti.

Den 29. september 2015 måtte daværende forsvarsminister Carl Holst træde tilbage efter en hetz i medierne – godt hjulpet af politiske modstandere.

Carl Holst havde ellers haft en strålenede kariere som Venstre-politiker. Som 23-årig blev han medlem af amtsrådet og som 30-årig amtsborgmester i Sønderjylland. Da amterne blev slået sammen til de større regioner, blev han fra 2007-15 regionsformand i hele Syddanmark.

Ved valget i 2013 fik han 94.000 personlige stemmer…!

Hans position var så stærk, at han blev kaldt Kong Carl, og flere spåede, at han var Lars Løkkes arvtager som statsminister.

I juni 2015 blev han folketingsmedlem med 12.135 personlige stemmer. Kort før var han blevet Ridder af Dannebrog. Nu bliver han også forsvarsminister.

Nedturen

Men så begyndte de sydjyske medier – godt hjulpet af hans fjender – at falde over ham. På baggrund af løse rygter påstod man, at han havde brugt en offentlig ansat til sin politiske kampagne.

Medierne, som før var så positive overfor ”kongen”, falder nu over ham og kører den ene beskyldning efter den anden. Alt, hvad der kan bruges imod ham, findes åbenbart frem.

Man påstår fx, at han har modtaget sprogundervisning for over 120.000 kr. Man glemmer at oplyse, at det er udgiften til hele afdelingen.

Det påstås, at han for skattekroner abonnerer på over 40 aviser, fordi man tæller indbetalingerne i løbet af et år, og glemmer at nogle aviser opkræves måned for måned. Flovt.

Pressen lugter blod…

Pressen og hans politiske modstandere (hvoraf nogle findes i hans eget parti Venstre) tegner et billede af en korrupt og grådig politiker, der beskyldes for at tage imod sin aftrædelsesløn, samtidig med at han får sin folketingsløn og senere ministerløn. Det er i øvrigt helt lovligt og normalt, men nu fremstilles det som odiøst.

Flere politikere foreslår, at det fremover skal være forbudt at modtage godtgørelse, hvis man får et nyt offentligt embede. Men deres egne partifæller har i årevis modtaget sådanne vederlag.
Holst beslutter herefter at betale halvdelen (ca. 400.000 kr.) af den godtgørelse tilbage, som han retmæssigt har modtaget efter mange år som regionsformand, men pressen har lugtet blod og falder over ham som et såret dyr.

Carl Holst forsøger bl.a. at ringe til JydskeVestkystens chefredaktør Peter Orry for at gøre opmærksom på, at der er forkerte oplysninger i en artikel.

Istedt for en rettelse kan han dagen efter læse en mistænkeliggørende artikel med overskriften ”Holst ændrer forklaring”.

Det virker, som om visse journalister og medier blot er ude på at gennemføre et karaktermord på den før så magtfulde mand.

Politiske modstandere og falske Venstre-venner

Carls efterfølger som regionsformand, Stephanie Lose, holder bestemt ikke hånden over sin forgænger, men hyrer sammen med alle regionsmedlemmer – på nær én – et dyrt københavnsk advokatfirma, som skal kulegrave de tynde sager, og anmelder den tidligere formand til politiet.

Læserne og seerne må naturligvis tro, at Carl Holst da vist er en værre én. Den rapport, som advokatfirmaet udfærdiger, bygger helt uhørt på anonyme beskyldninger, og man er ikke engang interesseret i at høre Holsts egne forklaringer. Selv om rapporten kommer til at koste over en million kroner, er det en amatøragtig rapport. Men den kan bruges af hans fjender. De lækker den til pressen.

Det er ulovligt, og politiet involveres på skrømt for at rejse sag imod dem, der har lækket rapporten. Men alle ved, det er umuligt at spore en rapport, som er udleveret til ca. 50. Efter nogen tid henlægger politiet sagen.

Exit som forsvarsminister

Da Carl Holst i 2015 er blevet forsvarsminister, skriver pressen om flypersonel, som mener, at der er sprækker i F16-flyene.

Da Carl er på ferie med familien, kan han ikke straks svare. Det bruges imod ham – så han fremstilles som en uansvarlig minister, der ligger i hængekøjen, mens danske soldater sætter livet på spil.

Hele denne hetz fører til, at Carl Holst kun 93 dage efter sin tiltræden må gå af som minister. Og kun få kommer ham til hjælp. Indenfor partiet er der nu andre, der kan få en position.

Efter en orlov vender Carl tilbage som menigt folketingsmedlem og bliver blandt andet kirkeordfører. Men efter et par år med tomgang indser han, at han ikke har en fremtid i Venstre – det parti, som har fyldt det meste af hans liv. Han stiller ikke op til det kommende folketingsvalg.

En af de få venner, Søren Gade, forudsiger dog, at Carl vil genopstå som politiker efter en pause. Det skal vise sig.

Men efter at have slikket sine sår efter disse forfærdelige år, skriver han den bog, som netop er udkommet, og hvor han gennemgår sag for sag og argumenterer overbevisende for, at anklagerne ikke holdt, at pressen kørte kampagne-journalistisk på ham, og at de gang på gang videregav urigtige oplysninger.

Det er en pinlig bog for visse medier og politikere…

Voksede op på højskole

Carl Holst var selv barn af en Venstre-politiker, som var borgmester i Rødding og blev valgt til Folketinget. Peter Holst havde baggrund i missionsk kristendom, men blev gift med en grundtvigianer. Og Carl husker, hvordan moderen nægtede at tage med i kirke til et bryllup, fordi præsten var missionsk. Først ved en tragisk begravelse mødtes de stridende i familien.

Faderen måtte senere gå ud af Folketinget, fordi han blev taget for spirituskørsel

Forældrene var ansat på den grundtvigske højskole, og Carl voksede op under frie forhold.

Moderen underviste i yoga.

Carl løb barbenet omkring det meste af sin barndom. Som ung kom han på Skibelund Efterskole.

Meget handlede om politik i hans hjem, og det var naturligt, at Carl engagerede sig i Venstre.

Han var formand for VU fra 1993-95. Gennem VU lærte han bl.a. Lars Løkke at kende. Løkke ændrede VU og Venstre fra at være landbrugs-orienteret til at være et by-parti. Carl stod i starten på den anden fløj, men var imponeret over Løkke.

Han støttede også Løkke, da en stor del af Venstres bagland forsøger at afsætte Løkke og erstatte ham med Kristian Jensen. Løkke redder sit politiske liv. Men da Carl senere har brug for bare lidt støtte, tager Løkke ikke telefonen og ringer ikke tilbage.

“Og jeg tror ikke, at det var et udtryk for, at han ikke havde mit telefonnummer. Der har i hvert fald været andre tidspunkter i vores indbyrdes relation, hvor han ikke har haft problemer med at huske det”, bemærker Carl.

Carl – prisen for et liv i politik
af Bent Winther & Carl Holst.
254 sider. 249,95 kr. Momenta

Læs også