Hvordan modsiger nyere forskning Darwins lære?
Mange forskere afviser, at der er sket en evolution fra abe til menneske. Gavnlige mutationer kræver nemlig, at gener ødelægges, dvs. en afvikling i stedet for en udvikling, forklarer professor Michael Behe i en ny bog.
Spørgsmål:
Kunne Pultz fortælle lidt om de seneste videnskabelige opdagelser, som modsiger Darwin? Vi hører ofte, som fx for nylig, om nye menneskeracer, der er fundet, og som skulle være bevis på evolution. Men som jeg forstår, kommer der også nye beviser imod evolution, som medierne bare ignorerer.
Svar:
Først lidt om de nyfundne ”menneskeracer”. De kan, ligesom alle tidligere fundne hominider puttes ind i én af to kategorier: menneskelignende eller abelignende.
Knoglefragmenter er meget taknemmelige at fortolke ind i en evolutionsmæssig sammenhæng, og det er et stort arbejde at gennemskue det bedrag, som ligger i disse fortolkninger.
Der er heldigvis forskere, som har gjort et stort arbejde med at demontere påstanden om, at en evolution fra abe til menneske har fundet sted.
Monsterbog af ID-forskere
I 2018 udkom et monsterværk på 1000 sider forfattet af flere ID-forskere og redigeret af en af de absolutte topfolk i ID-bevægelsen, dr. Stephen Meyer. Bogen hedder Theistic Evolution: A Scientific, Philosophical and Theological Critique. I den kan man på side 437 læse følgende:
Hominin fossils generally fall into one of two groups: ape-like species or human-like species with a large unbridged gap between them. – Hominidfossiler falder generelt i en af to 2 grupper, de abelignende eller de menneskelignende, med et stort uforbundet hul imellem dem.
Det, der er værd at bemærke, er naturligvis ordene med et stort uforbundet hul imellem dem. I bogen kommer naturligvis en lang videnskabelig redegørelse, som tager alle de vigtigste fossiler under kritisk behandling, men med den smule plads, der er til rådighed her, kan jeg ikke gå i detaljer. Jeg kender ikke til danske udgivelser, som kaster et kritisk blik på fortolkningen af hominidfossiler, men en anden udmærket bog på engelsk hedder ”Science and Human Origins”. Den giver et fint videnskabeligt indblik i, hvorfor ”abe til menneske evolution” er en meget tvivlsom hypotese.
Nu til selve spørgsmålet om de seneste beviser mod evolution.
Stadig ny viden
Jeg kunne fylde hele Udfordringen med relevant materiale hver uge – så meget forskning kommer der løbende, som afslører, at evolutionsteorien ikke holder, men det ville nok blive lidt kedeligt at læse. Den nyeste og mest betydningsfulde begivenhed, som jeg vil begrænse mig til at nævne, er udgivelsen af professor Michael Behes nye bog, Darwin Devolves.
Behe er en af ophavsfolkene til intelligent design-bevægelsen, og er som professor i biokemi den forsker, der har haft størst gennemslagskraft med hensyn til en rent videnskabelig kritik af evolution. Darwin Devolves, (hvilket betyder ”Darwin afvikles”) er et afgørende værk, som vil fremskynde evolutionsteoriens forkastelse.
Behes første regel
Darwin Devolves kan opsummeres i ”Behes første regel”, som indleder bogen. The First Rule of Adaptive Evolution: Ødelæg eller beskadig et hvilket som helst funktionelt gen, hvorved en arts afkom øges. Lyder det kryptisk, skyldes det min ubehjælpelige oversættelse, men lad mig uddybe, hvad det går ud på.
Adaptiv evolution har med tilpasning at gøre. Evolution skulle angivelig ske, når arter tilfældigt får mutationer, som gør dem bedre tilpassede til deres omgivelser. Det hævdes, at når en art har muteret, altså tilpasset sig, tilstrækkeligt mange gange over tusinder af generationer, så kan den afvige så meget fra sit udgangspunkt, at den er blevet en ny art, og vupti, så har vi evolution.
Når Behe siger, at første regel i adaptiv evolution går ud på, at gener skal ødelægges eller beskadiges, så er det fordi, det er det, de empiriske data fortæller.
Gavnlige mutationer er altid forbundet med, at gener ødelægges.
Forestil dig denne situation: Dit liv afhænger af, at din bil kan køre så langt som muligt – det kunne være for at komme langt væk i sikkerhed fra en vulkan i udbrud. Du har ganske lidt benzin. Hvad er nemmest? at skifte til en mere moderne motor, der går længere på literen, eller at smide alt overflødigt vægt af bilen, som fx interiør, hjelm, døre, bagsmæk etc.? Det sidste er nemmest, nemlig at gøre bilen lettere for derved at opnå længere rækkevidde.
Det er på samme måde organismer opnår tilpasning – ved at ting ødelægges.
Tab af information
Organismer mister genetisk information, og tabet giver dem en fordel.
Men hov! Evolutionsteorien hævder, at gavnlige mutationer kan producere ny information, så vi kan komme fra bakterie til menneske i løbet af nogle milliarder år, hvad er nu det? Ja, det er her, det er galt!
Behe dokumenterer, at den såkaldte mikromutation aldrig øger det genetiske materiale, men derimod altid ødelægger det.
Vi ville aldrig nå fra bakterie til menneske, fordi det, vi kalder evolution, faktisk er devolution, altså ikke udvikling men afvikling.
Det vil være mere troværdigt at hævde, at vi kan komme fra menneske til bakterie, hvis vi tager udgangspunkt i de empiriske data.
Masser af data
I bogen er alle påstande bakket op af mængder af data fra den virkelige verden, og Behe demonstrerer, at der er en meget god grund til, at alle kendte gavnlige mutationer er forbundet med tab, og det er her dødsstødet til evolutionsteorien kommer.
Behe forklarer, at der er tusinder af måder, du kan ødelægge et gen på for at opnå en eller anden tilpasningsmæssig fordel, men der er ekstremt få ændringer, som vil være både gavnlige for organismen, og som samtidig vil øge det genetiske materiale.
Det er langt nemmere, hurtigere og mere effektivt at ødelægge gener for at få en gavnlig effekt – ligesom bilen, som du letter for at øge brændstofudnyttelsen.
Dermed vil gavnlige mutationer, som er destruktive altid udkonkurrere de gavnlige ikke-destruktive mutationer, som evt. kunne føre til nye funktioner.
Genetisk information er jo opstået på en eller anden måde, men hvis det, de kalder evolution, altid ødelægger gener for at skabe tilpasning i stedet for at producere nye gener, så kan evolution naturligvis ikke være ansvarlig for at have skabt generne i første omgang.
Afvikling – ikke udvikling
Darwin Devolves kommer som en naturlig efterfølger til professor Behes to foregående bøger, som også delvist handlede om evolutionsteoriens problem med at få produceret ny genetisk information via tilfældige mutationer.
Det, der er den nye trumf, er, at Behe kan dokumentere, at organismer langt hurtigere og nemmere kan opnå fordele gennem tab af gener, og at den slags tilpasning er langt hyppigere end tilpasning, hvor en gavnlig mutation har bygget noget nyt.
Faktisk kniber det for evolutionisterne at dokumentere bare et eneste tilfælde, hvor en mutation har bidraget med noget nyt. Gavnlige mutationer, som samtidig kunne øge informationsmængden, altså det genetiske materiale, vil altid være håbløs bagefter og alt, alt for langsom i forhold til at opnå bedre tilpasning.
Forestil dig, hvor meget mere der skulle til, hvis du i stedet for blot at smide døre og klapper væk for at få bedre brændstoføkonomi skulle udvikle motoren i din bil til at bruge mindre benzin.
Det, de kalder evolution, er altså ikke udvikling, som ordet evolution jo betyder, men derimod afvikling, altså devolution.