Jens-Henrik Kirk blev ikke valgt

De konservatives store fremgang gavnede ikke Mariager-forstander.

Jens-Henrik Kirk, som har været forstander for pinsekirkernes efterskole i Mariager i 15 år blev alligevel ikke valgt til Folketinget for Konservative, som det ellers var ventet.

Allerede i november 2018 meddelte han bestyrelsen for Mariager Høj- og Efterskole, at han ønskede at satse fuldtids på politik og sagde op.

Jens-Henrik Kirk fik ved kommunevalget i 2017 et meget flot resultat og blev valgt – efterfølgende også som 2. viceborgmester.

Da han meddelte, at han ville gå fuldtids ind i politik, sagde han:
– Jeg ønsker med passion, drive og engagement at påvirke dansk politik med de værdier, jeg tror på, og jeg vil arbejde for at styrke familierne i Danmark. Går det familierne godt, går det Danmark godt, sagde Jens-Henrik Kirk.

Da han blev ansat som forstander i 2005, var Kirk Danmarks yngste efterskoleforstander med kun 27 år. I hans tid er elevtallet markant steget til 163 elever.

Jens-Henrik Kirk blev opstillet for de Konservative i Nordjylland, og han mente selv, at han havde en rimelig chance for at genvinde partiets mandat, som bl.a. Lene Espersen tidligere har siddet på. Også Daniel Rugholm, som nu er i FN, har været valgt her.

Kirk havde sikret sig, at partiets formand Pape var indforstået med, at Kirk stod fast på sine etiske og kristne holdninger.

Men der kom til at mangle ca. 300 personlige stemmer. De Konservatives mandat gik i stedet til Per Larsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Det er jo ikke altid, at vores drømme går efter bogen, siger Kirk til Udfordringen.
– Jeg er naturligvis ekstremt skuffet, og jeg havde ikke ventet, at det skulle blive så tæt. Det ærgrer mig også, at andre kirkelige kandidater som Rene Nord Hansen i Vestjylland og Marie Høgh i København ikke er blevet valgt.

– Men hvad så nu? Du har sagt dit job op som forstander?

– Ja, jeg har ingen Plan B, indrømmer Jens-Henrik Kirk, som dog har sit politiske hverv som viceborgmester i Mariager kommune.