Jeg løber panden mod en mur – er jeg på vildspor?

Kære Orla

Jeg er trofast læser af Udfordringen og af din Brevkasse. Derfor vil jeg også gerne have lov til at gøre dig ulejlighed ved at bede om råd til min situation.

Der er sket det, at jeg er blevet sygemeldt fra mit arbejde. Sygemeldingen har efterhånden varet længe.

Rent legemligt har jeg det så dårligt, at jeg i perioder må holde sengen hele dagen. Jeg har det dårligt både fysisk og psykisk. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er blevet syg.

Jeg har været kristen hele mit liv. Jeg har været meget aktiv i vores levende menighed. Jeg har brugt megen tid på at tjene Gud efter bedste evne, og nu er jeg så havnet i denne suppedas.

Jeg har altid bedt meget, både morgen og aften. Jeg har altid startet dagen med at søge Guds vilje for den nye dag og for mit og min families liv.

På trods af det føler jeg lige nu, at jeg løber panden mod en mur. Jeg føler, at jeg ikke kan komme videre med mit liv.

Muren, som jeg støder imod, består af tre forhold: Først og fremmest mit skrantende helbred. Dernæst nyligt opståede problemer på min arbejdsplads.

Jeg er en mand midt i halvtredserne og har været på den samme arbejdsplads i mange år. Jeg har aldrig før haft problemer på mit arbejde, så jeg spørger nu mig selv: – ”Hvorfor så nu?”
Oven i det alt sammen har jeg også fået problemer med mine børn. Det er, som om mine børn har brug for at være uenige i alt, hvad jeg siger. Det gælder også i de åndelige spørgsmål.

Sådan har det aldrig været før. De har overfor mig altid været lyttende. Men når jeg taler med dem nu om det åndelige, så sker det igen: – jeg slår panden imod en mur.

Jeg kan godt forstå uenighed, når vi diskuterer politik. Men ikke i det åndelige område. Jeg har altid forsøgt at være fornuftig og afbalanceret og også lyttende. Så hvad er nu alt det, jeg er havnet i?

Jeg tænker da meget over, hvad det er, jeg gør forkert. Er der noget i mit liv, jeg helt har misforstået? Jeg er kommet i tvivl om meget ved mig selv.

Jeg har altid og hver dag bedt om Guds ledelse. Men mon jeg alligevel er havnet ude på et sidespor, eller endnu værre, – på et vildspor?

I min situation lige nu kan jeg komme i tvivl om alt. Det er jeg sikker på, at du godt kan forstå.
Du må gerne tage mit brev med i din Brevkasse, og jeg er meget spændt på dit svar. Tak også for en salvedug, hvis det er muligt.

Hilsen fra
En sygemeldt

Moses: ’I ro og tillid skal I være stærke.’

Kære sygemeldte

Årsagen til din nuværende situation behøver ikke at være, at du gør noget forkert.

Du behøver heller ikke at være kommet ud på hverken et sidespor eller på vildspor.

Men jeg forstår godt, at tvivlen på det hele kan melde sig. I en situation som din vil den onde nemlig gå til angreb på dig. Han vil så tvivl i dig.

Han vil benytte din situation til at nedbryde dit selvværd. Han vil prøve at få dig til at tro, at du både er på et sidespor eller ude på et vildspor, og at du derfor er forladt af Gud.

Det, du oplever nu, har rigtig mange kristne oplevet, når de stødte på modgang, på sygdom og andre prøvelser. De blev snydt af den onde til at tro, at alt i deres liv var forkert.

For at hjælpe dig til at forstå din situation bedre, skal du prøve at læse i det Gamle Testamente. Læs kapitel 14 i 2. Mosebog. Dette kapitel handler om Israels folk, der befinder sig i en frygtelig situation.

Foran Israels folk lå det røde Hav og bagved dem kom Faraos hær. Og det uforståelige for Israels folk var, at de var kommet i den fortvivlede situation, fordi de havde hørt Guds røst og fulgt den. Sådan kan det gå, endda når vi lader os lede af Gud.

Kristne kan også blive ramt af modgang, sygdom og prøvelser. Vi bliver ikke skånet for vanskeligheder. Ja, vi kan endda som du komme ud for flere vanskeligheder på samme tid. Det oplever du nu. Så er det ofte, vi råber: – ”Gud, hvor er du henne?”

Israels folk var på grund af lydighed kommet i nød.

For mange kristne kan det være utroligt svært at forstå, at de kan komme i nød, når de lader sig lede af Gud. De har svært ved at acceptere det. De føler, at det er uretfærdigt.

Men her er der så noget meget vigtigt, som også Israels folk kom til at opleve: – De skulle ikke kæmpe sig ud af vanskelighederne ved egen kraft. De var kommet i livsfare på grund af lydighed mod Gud.

Derfor var der en helt anden udvej for dem: – ”Herren skal stride for jer; men I skal tie.”

Det, der syntes at være den helt store vanskelighed for Israels folk, nemlig Det røde Hav, det blev af Guds hånd forvandlet til deres redning.

Et råd, som profeten Esajas gav Israels folk i en senere situation, er næsten det samme, som Moses gav Israels folk ved Det røde Hav: – ”I ro og tillid skal I være stærke.”

Kære sygemeldte, kæmp nu ikke for meget selv for at finde løsninger. Gør kun det, du selv kan; men indenfor det rimeliges grænser.

Ro og tillid er ikke altid let at holde fast i, når bølgerne slår op om ørene på os. Men redningsmanden Jesus vil komme på dit råb om hjælp.

Angående dig og dine børn: – Børn og forældre behøver ikke altid at være enige, heller ikke i åndelige forhold. Jesu disciple var heller ikke altid enige.

Jeg har sendt dig en salvedug, og jeg håber, at mit svar kan være dig til hjælp.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov

 

MIN OPLEVELSE:

Kære Orla Lindskov

Jeg skriver dette, for at andre med kroniske gigtsmerter kan få hjælp fra dig og fra Jesus.
For et par år tilbage oplevede jeg, at mine gigtsmerter forsvandt, efter jeg fik en salvedug fra dig.
Tak for at du bruger din nådegave.
Venlig hilsen
En forhenværende gigtpatient