En dåb for vore tider?

Her gik man ellers lige og troede, at man havde så fint styr på sine holdninger omkring den såkaldte drop-in-dåb: at det var noget poppet noget og udtryk for, at en åndelig fast-food kultur nu også var på vej ind i kirken. At bekvemmelighed skulle komme før dybde.

Man kunne jo godt huske ikke så mange år tilbage, hvor det ligefrem kunne ramme nyhederne i bedste sendetid, hvis en præst insisterede på en bare lidt dybtgående dåbsundervisning af forældrene.

Men så bliver man pludselig lidt klogere. Den slags er jo altid en sympatisk ting. Baggrunden er, at denne bog netop er landet på anmelderens skrivebord, og den tager gode livtag med problematikken.

Til en begyndelse allestedsnærværende Sørine Gotfredsen, der kalder konceptet en risikabel opfindelse; hun minder om Kierkegaards vrede ord i ”Øieblikket”, nr. 4: Giv blot børnene en sjat vand over hovedet, og så vil vi i løbet af ingen tid have flere kristne, ”end der kan være sild i silde-tiden”.

Sørine Gotfredsen er dog ikke gennemført negativ, snarere skeptisk, en tur til Kristkirken på Vesterbro bliver ”en overraskende positiv oplevelse” for hende; det må stå sin prøve, synes hun at sige.

Ny virkelighed

Et hovedargument for den nye dåbsform er folkekirkens forpligtelse til altid at bygge bro ”mellem Kristusfortællingen og menneskets egen eksistensfortælling”, som det lidt knudret udtrykkes.

Og sidstnævnte fortælling har skiftet karakter, i kraft af at der har været en bevægelse fra traditions-samfundet til det individualiserede, fra det komplekse til det enkle. Derfor er det fra kirkens side måske ikke længere muligt blot at gøre som hidtil.

Plejer er død, siger man. Dåben er til for menneskets skyld, ikke omvendt. Det er en ny virkelighed, der skal opereres i.

Så hvis man gerne vil være lidt klogere på disse nye tiltag – uden nødvendigvis at tilslutte sig – er der ingen vej uden om denne velformulerede samling artikler om drop-in-dåben.

Birgitte Kragh Engholm og René Høeg (red.): ”Drop-in-dåb.” 110 sider. 149 kr.
Eksistensen