Bred opbakning til konference om forebyggelse af seksuelle overgreb

Over 100 personer deltog på Agapes konference den 21. januar.

Den 21. januar holdt Agape en konference om forebyggelse af seksuelle overgreb i kirkelige miljøer. Over 100 personer fra 33 forskellige kirker, organisationer og fællesskaber deltog.

”Det var vores mål at nå bredt ud i det kirkelige landskab, men vi havde nok alligevel ikke forestillet os så bred og massiv opbakning.”

Det siger Annette Bech Vad, landsleder i Agape, efter den velbesøgte konference.

”Men selvom det var en succes med deltagerantal og den brede kirkelige opbakning, så var det allerbedste at mærke deltagernes store iver og engagement. Der blev virkelig sat noget i gang i forhold til at sikre gode rammer for samvær ude i de forskellige kristne fællesskaber, og jeg er overbevist om, at det kan bidrage til at forebygge overgreb – og det var jo lige præcis det, der var visionen,” siger Annette Bech Bad.

Annette Bech Vad.

Viden og konkrete værktøjer

På konferencen fik deltagerne viden om de grooming-processer, der ofte går forud for et seksuelt overgreb, og hvordan den åndelige dimension kan spille ind i disse processer. På konferencens workshop-del fik deltagerne også konkrete værktøjer til at arbejde med retningslinjer for samvær.

”Vi har fået god, konkret undervisning på konferencen, som har talt ind i noget, som vi står i i vores arbejde med udsatte og sårbare familier. Og så har vi fået en fælles referenceramme at tale ud fra,” sagde Astrid Christensen, udviklingsofficer i Frelsens Hær, der deltog sammen med fem andre fra organisationen.

For nogle blev konferencen også en anledning til at komme i gang med at skabe retningslinjer for samvær og en handlingsplan for, hvordan man skal reagere ved en mistanke om overgreb – så man ikke undlader at reagere. Det vil de tre deltagere fra Bolbro Kirke på Fyn arbejde videre med efter konferencen.

”Håbet er jo, at man ikke får brug for det. Men man ved aldrig, hvornår man kommer til at stå i en situation med mistanke om overgreb, og så er det godt at være klædt på til at håndtere situationen – at der er skabt en ramme for, hvordan man skal reagere, og hvad man helt konkret skal gøre,” sagde Karin Wermuth, formand for Bolbro Kirkes menighedsråd.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Skub i forebyggende indsats

Landsleder Annette Bech Vad havde også det klare indtryk, at alle kirker og fællesskaber kom et skridt videre under konferencen.

”Der er blevet lagt mange kræfter i konferencen og med både sparring fra mange forskellige mennesker, økonomisk hjælp fra Borgfonden og ikke mindst rigtig god opbakning og villighed fra kirker og kristne fællesskaber, er det lykkedes at sætte skub i den forebyggende indsats,” fortæller landslederen.

Psykolog i Red Barnet Kuno Sørensen holdt oplæg om ”grooming-processer”. Man kan læse om emnet i en af hans artikler her.


Artiklen fortsætter efter annoncen: