Jesusfilm nu på tegnsprog

Verdens 70 millioner døve får nu for første gang en Jesusfilm på deres hjertesprog.

En scene fra beretningen i Johannesevangeliet 8 om kvinden, der var grebet i utroskab. Jesus tilbyder de religiøse ledere en sten, som må kastes af én, der er syndfri. De går bort, den ene efter den anden. Her siger Jesus til kvinden: ”Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, og synd fra nu af ikke mere!”

Med indsamlede midler fra en crowdfunding vil NGOerne Deaf Missions og The Jesus Film Project producere en film, hvor alle skuespillerne kommunikerer med døvesprog.

NGO’erne har foreløbig indsamlet 746.000 dollar af de budgetterede 4,8 millioner dollar til projektet. Alle skuespillerne i filmen anvender tegnsproget American Sign Language (ASL), som bruges af 70 millioner mennesker verden over.

Døves hjertesprog

Det er første gang, verdens døve får chancen for at se filmen om Jesus uden at være afhængige af undertekster.

Chad Entinger fra Deaf Missions har udtalt, at en Jesusfilm med tegnsprog vil gøre en kæmpe forskel, når det gælder spredning af evangeliet.

“Hjertesproget hører sammen med et menneskes identitet,” forklarede Chad Entinger med tegnsprog gennem en tolk i et interview med Mission Network News. “Når man ser noget på sit hjertesprog, er det virkelig noget, der griber én om hjertet.

Og så føler man, at nu taler de virkelig til mig. Det her er mit sprog!” tilføjede Chad Entinger.

Fra døves perspektiv

Deaf Missions Jesusfilm bruger ”indfødte” døve til at formidle beretningerne om Jesus til andre døve, forklares det på organisationens hjemmeside.

Produktionen ventes at tage tre-fire år, fortalte Chad Entinger.

“Vi tror virkelig, at Gud både kan og vil bruge filmen på tegnsprog til at nå døve,” sagde han.
Mange døve har hidtil haft følelsen af, at den treenige Gud kun er for mennesker, der kan høre.

Det skyldes de mange ressourcer, som kirkerne bruger på at nå de hørende, vurderer Mission Network News.

Nu håber man, at den nye film vil ændre denne opfattelse.
Jesusfilmen på tegnsprog bliver af normal spillefilms længde. En ti minutters smagsprøve med beretningen fra Johannesevangeliet 8 om kvinden, der var grebet i utroskab, er allerede færdig.

Nedbryder barriere

”Vi har set et voldsom vækst i døvefællesskaberne, når de har adgang til ressourcer på deres hjertesprog.
Mangel på resourcer er en altafgørende barriere mellem de døve og evangeliet om Jesus. Men teknologiske fremskridt gør det nu muligt at distribuere ressourcerne til de døve bedre end nogensinde før,” hedder det på Deaf Missions hjemmeside.