60 års kærlighed varer ved
Gerda og Niels Arne Skov fra Brændstrup syd for Rødding fejrede diamantbryllup den 21. maj.
Bryllupsdagen blev fejret beskedent med to af parrets sønner og familier på grund af forsamlingsforbuddet. Men diamantbrudeparret kunne stadig med glæde se tilbage på et rigt og aktivt ægteskab præget af kristent frivilligt arbejde og mission.
Sigøjnere i Rumænien
For godt 27 år siden stod Gerda og Niels Arne Skov for opstarten af Dansk Balkan Mission. Fokus er nødhjælp og mission blandt de fattigste primært i Rumænien, hvor især de rumænske romaer (sigøjnere) lever på kanten af samfundet.
Selv om Gerda og Niels Arne Skov begge to har rundet de 80 år, organiserer de stadig fundraising, planlægger transport til Rumænien og støtter flere kirkers hjælp i landet. Rejserne til Rumænien har parret dog lagt på hylden.
Han fører an – hun samler op
Frivillige engagementer i kristeligt arbejde har præget det meste af diamantparrets ægteskab. Niels Arne Skov har ofte ført an, mens Gerda har samlet trådene bag ved de mange aktiviteter.
Før Luthersk Missionsforening fik etableret en ungdomsafdeling, var parret med til at lave samlinger for unge. En sammenslutning af mange små sangkor fra Indre Mission og Luthersk Mission i Sønderjylland blev til et sangkor, som parret var en del af.
Bibelcamping og radiomission
Koret blev til en møderække med særlig vægt på vækkelse i begyndelsen af 1960erne. Efter en tur til Norge med sangkoret importerede Gerda og Niels Arne Skov ideer til både at begynde Bibelcamping på Solbakken – som siden flyttede til Haderslev Næs – og radiomission og kassettebånd/LP-distribution.
Efter godt og vel 25 års engagement i både bibelcamping og radiomission var både Gerda og Niels Arne Skov engageret i opstart og drift af lokalradio i en årrække. I den tid var Gerda samtidig involveret i lokalpolitik for Det Konservative Fokeparti nogle år.
Niels Arne drev i mange år en korn- og foderstofforretning i Brændstrup og omegn. I 1980 blev virksomheden købt af Korn- og Foderstof Kompagniet, der ansatte ham som afdelingsleder og siden rationaliseringsdirektør. I de år var Gerda medhjælpende hustru og mor.