Mulighed for at afprøve teologi-studiet

Der er mulighed for at komme i studiepraktik på Menighedsfakultetet i Aarhus den 21.-22. oktober.

Man kan afprøve teologistudiet på FIUC-Aarhus, når Menighedsfakultetet inviterer til studiepraktik den 21.-22.oktober.

Det kan være svært for unge at vælge studium og ramme drømmestudiet i første hug. Men Menighedsfakultetet (MF) gør det nemmere at finde ud af, hvad et teologistudium går ud på med et tilbud om at følge undervisningen og studielivet over to dage.

Til studiepraktikken kan enhver interesseret på egen krop opleve, hvordan det er at være teologistuderende på FIUC-Aarhus, som er en norsk uddannelse med hjemsted på Menighedsfakultetet i Aarhus.

Selv om det er en norsk uddannelse, foregår den på dansk ved danske undervisere fra MF, og den tjener til at opfylde MFs mål: på folkekirkens trosgrundlag at uddanne kvalificerede og engagerede ledere til kirke og mission.

Behov for teologer

– MF håber meget at få fuldt hus af nye studerende til sommer, for der er større behov end nogensinde for en ny generation af teologer til at tage over, når en stor generation af præster i den kommende tid går på pension.

I Danmark er der stor efterspørgsel på præster og uddannede teologer med hjerte for mission. MF er med vores sigte på ”teologi for kirkens skyld” en del af løsningen. Derfor håber vi, at rigtig mange vil søge ind på vores uddannelse, som kombinerer høj akademisk faglighed med praktisk erfaring. Studiepraktikken giver en optimal indføring i, hvad studiet indebærer, siger fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen.

Hjælp til studievalg

Tilbuddet om studiepraktik er særligt relevant for alle, som er i gang med sidste år af en gymnasial uddannelse (STX, HTX, HHX eller HF), eller som har afsluttet den for nylig.

Studiepraktikken giver mulighed for at følge undervisningen i en række fag, møde studerende og lærere og få svar på uddannelsesrelaterede spørgsmål.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Studiepraktik på Menighedsfakultetet er således en oplagt mulighed for at afprøve, om et teologistudium med en kirkelig profil er noget for en.

Tilmelding senest den 19. oktober til studiekoordinator Brian K. Hansen på bkh@teologi.dk.