Terapeut rejser et ’fyrtårn’ for familier i Odsherred
Fyrtårnet tilbyder supervision, familie- og parterapi med fokus også på troen.
På den skønneste beliggenhed i Odsherred, med udsigt over Sejrøbugen, har John Hansen indrettet terapilokale på familiens nybyggede retrætested ”Fyrtårnet”.
John Hansen har de sidste 8 år været med i Rødovre Terapicenter, sammen med tre andre kristne terapeuter, men han oplever nu, at det er tid til at flytte lokation og tilbyde par- og familieterapi for folk, som bor i Odsherred, Holbæk og omegn.
– Jeg oplever, at blot det at komme herop, indånde luften, se ud over havet og mærke freden gør noget godt ved mig selv – og ved andre, som kommer på stedet, fortæller John til Udfordringen.
Han har tidligere været frikirkepræst og har derfor også et stort hjerte for at tale om det eksistentielle i livet, som han mener ofte bliver glemt i terapien. Med det eksistentielle tænker han også på troen.
Vigtigt at få hjælp udefra
John har gennem sit virke set, hvor stor betydning det kan have for par og familier at få én udefra til at hjælpe parforholdet eller familien godt videre.
Som eksempel nævner han par, som ikke er opmærksomme på hinandens kærlighedssprog.Eller par, hvor den ene eller begge ikke føler sig forstået af den anden. Problemet kan også være, at man måske ikke får plejet forholdet, når børnene kommer til verden, og jobbet måske fylder (for) meget, og livet kører i lidt for høje omdrejninger.
Han brænder for det
– Jeg har set alt for mange parforhold kuldsejle – og børn som lider under det – og jeg brænder for at hjælpe par og familier til at få det bedste afsæt til en tilværelse, hvor kriser i forholdet eller med børnene ikke bliver ødelæggende, men giver dem et sundere og stærkere fundament at stå på, siger John.
I første omgang vil John have åbent mandag fra 8-20 og tirsdag fra 8-17. Man kan læse mere på hjemmesiden www.fyrtårnet.com.
Dramatisk forhistorie
På retrætestedets hjemmeside fortæller John Hansen om den dramatiske baggrund for Fyrtårnet:
Året 2018 blev et begivenhedsrigt og skelsættende år på mange måder. Et familiemedlem fik en alvorlig sygdom, og resten af familien tilbragte en stor del af tiden med besøg på hospitalet.
Midt i det hele kom der besked fra fra Norge, om at det hus, familien havde restaureret og boet i under et bibelskoleophold, var brændt ned til grunden.
Og tre uger senere brændte familiens nuværende hus i udkanten af København. Heldigvis kom ingen noget til. Familien måtte de næste 8 måneder bo hos forældre og senere i et lejet hus tæt ved det nedbrændte hjem.
Men de havde en drøm om et retrætested, der kunne være til velsignelse for mennesker. Og i tiden efter både brand og sygdom i familien begyndte de at se sig om efter et sommerhus. Pludselig var stedet der: De fandt et hus højt oppe med udsigt over Sejrøbugten, en kæmpe grund og et fantastisk naturområde.
Fyrtårnet
Huset viste sig at være bygget af den lokale præst i Fårevejle, og det gik blandt nogle under navnet ”Præstehuset”. Andre kaldte huset ”Fyrtårnet”, og det fandt familien var et perfekt navn til et kommende retrætested. Det minder nemlig om teksten fra den kendte kristne sang:
’Midt i nattens mørke blinker
som et fyrtårn Jesu navn
og hver nødstedt sejler vinker
ind i frelsens trygge havn…’