Troen er mit livs hoved- hjørnesten

“Altid skal vi gå og lægge planer” lyder det i Kim Larsens sang ’Stille i verden’. Men livet kan ikke altid planlægges, for vi kan pludselig rammes af det uforudsigelige som af et trafikuheld, der minder os om, at livet her på jorden er til låns.
Og det forlyder også senere i Kim Larsens sang, at ”Det eneste vi ved, det er at tiden går/ Og evigheden forestår”.

Sådan er det at være menneske, mente den nu afdøde sangskjald, og skoleleder Hans Ulrik Munk er enig.

– Livet kan ikke planlægges, fastslår Hans Ulrik Munk igen, da vi sidder på hans kontor på Peterskolen på Bornholm, hvor han kom til som skoleleder for et lille års tid siden.

– Livet kan sno sig i uventede retninger, og derfor er det vigtigt at vide, hvad man bygger sit liv på. Og for mig er troen på Guds kærlighed hovedhjørnestenen i livet. For alt andet kan man ikke tage for givet.

Familieplanlægning

– Det kan lyde som en lille ting. Men når man stifter hjem som ægtepar, regner de fleste jo med, at de to voksne skal blive til flere, så man får en familie med flere børn. Vi måtte bare sande, at sådan er det ikke bare per automatik, siger han.

– Gud har givet os ét barn, og vi er rigtig glade for ham. Men vi er meget glade for børn og har ofte spurgt Gud, hvorfor vi ikke skulle have flere børn? I en del år var det faktisk en stor sorg og en frustration, og ikke mindst når folk kom og sagde: ”Hvornår skal I have et barn?” eller ”Hvornår skal I have den næste?”

Skolelederen smiler og ruller roligt vinduesgardinet ned for at skærme af for den skarpe vintersol, som står lavt på himlen.

– Jeg ved godt, det bliver sagt i en god mening, men det går jo ind, når det er en sorg for en.

Troen holder

Så for mig har det vist, at der ikke er noget i vores liv, vi kan tage som en selvfølge.
Det er her, troen kommer ind i billedet for skolelederen.

Uanset hvilken livssituation jeg har været i,
så har jeg kunnet gå tilbage og sige:
”Det holder faktisk stadigvæk”.

– Jeg har brug for det her faste tilhørssted, som er troen på Jesus og det, han har gjort for mig. Det kommer jeg altid tilbage til – det må bære mig. Uanset hvilken livssituation jeg er i. Og uanset hvilke udfordringer vi måtte opleve i vores hjem og i vores liv i det hele taget. For Gud er altid den samme, selvom livet kan være uforudsigeligt.

For os handlede det om ikke at kunne få børn, men det kunne også være sygdom, det kunne være en ulykke, en fyring eller noget andet, som pludselig forandrer sig, hvor man næsten kan opleve, at korthuset falder sammen.

Fordi nu brister det billede, man havde af, hvordan alting skulle forme sig som i de reklamer, fjernsynet viser i stor stil.

For selvfølgelig bliver vi påvirkede af de idealbilleder, som medierne stiller op, og det vil vi jo alle sammen gerne prøve at følge.

Går det ikke helt efter den streg, så falder vi jo lidt udenfor, og så kan man godt føle sig anderledes. Og man kan godt stå tilbage og sige ”hvorfor?”

Det spørgsmål har han også ofte stillet Gud.

– Jeg har aldrig været bitter, men jeg har tilladt mig at stille spørgsmålene. Det gør folk i Bibelen jo også. Jeg har selv brugt Bibelen for at finde svar og få noget hjælp, ligesom jeg har snakket med mennesker. Og så igen har jeg fået roen – og sagt ”jamen nu blev det sådan for os.” Andre møder andre ting i deres liv. Sådan blev det for dem.

Glæde trods problemer

Kunsten er at finde glæde i livet med de vilkår, man selv har fået.

– Jeg tror, det er sundt for os mennesker, at vi nogle gange lige ser på, hvordan det egentlig er meget bredt set, hvor alle mennesker har deres kampe.

Nogle kæmper med kræft eller en sorg, der kan virke større. Men den følelse, den enkelte har, er der ingen, der kan tage fra vedkommende. Det er den følelse, man har, og det kan være vrede, det kan være glæde, det kan være frustrationer og sorg, og det mener jeg, vi skal tage alvorligt, især også når vi her driver skole.

Uanset hvilken situation et barn er i, så skal jeg tage det alvorligt, fordi det er det, barnet oplever.

Og så må vi hjælpe hinanden til at finde den bedste vej frem, siger han og vender tilbage til hjørnestenen som billede på at have et sted at stå fast.

Hjørnestenen

– Nu er jeg jo ikke murer eller konstruktør, men ved dog, at tidligere når man byggede huse, så satte man den første sten, og så var det den sten, der angav både retningen for huset, men også, hvor de øvrige sten blev bygget op af.

Det er den sten, som de andre sten ligesom hviler på, kan man sige. Og det, at Jesus er hovedhjørnestenen for mig, har fået den betydning, at jeg kan få lov at lægge alle de andre ting og bygge op omkring ham og det, han siger, og det giver mig det her fundament for min hverdag.

– Kigger vi os omkring i verden og i samfundet, så er der ufatteligt meget andet, som vi kan bygge vores liv på. Og jeg spørger altid: Er det noget, der kan holde? Er det noget, som er så stærkt, så jeg faktisk kan sige: ”Det er det, mit liv skal bygges på”?

– Jeg har i hvert fald erfaret, at troen holder. Uanset hvilken livssituation jeg har været i, så har jeg kunnet gå tilbage og sige: ”Det holder faktisk stadigvæk”.

Selvom jeg ikke finder svar på alt, så har jeg ikke haft grund til at gå ud og finde noget andet, der skulle være det, der bærer og holder.

Troen giver tryghed og fællesskab

Hvad giver din tro dig?

– Den giver mig tryghed. Det er trygt at vide, at der er en Gud til, som vil være der, uanset hvilken livsfase og livssituation, jeg er i.

’Hvordan kan du mærke det?

– I den ro jeg finder, når jeg læser i Bibelen, eller når jeg er til en gudstjeneste eller et møde, hvor der er en, der prædiker og taler ud fra Guds ord.

Så er det dér, jeg finder hjælpen og trøsten. Jeg kan også blive udfordret og komme i tvivl, om det nu også gælder mig, men jeg finder hele tiden tilbage til hovedhjørnestenen, når andre ting virker usikre.

Skoletræt blev skoleleder

– Det er sjovt, at jeg nu er endt som skoleleder. For jeg var selv skoletræt efter skolen, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle efter skolen, så jeg kom til at arbejde i butik i ti år.

Men jeg har også været ansat i Luthersk Mission, hvor jeg besøgte børneklubber og søndagsskoler. Det var der, jeg mærkede, at jeg havde lyst til at være sammen med børn og ikke var færdig med formidling, så det lå næsten helt til højrebenet, at jeg skulle læse til lærer, fortæller Hans Ulrik, der også har arbejdet 15 år på en friskole i Agerskov, heraf de ti som skoleleder.

– Det har jeg aldrig fortrudt. Og det hjælper mig også i dag, når jeg sommetider kan tale med skoletrætte elever, at jeg selv har prøvet det. For dengang ville jeg hellere spille fodbold, siger han og bryder ud en lille latter.

– Men så bliver det fornuften og de voksne, der guider en. Og i sidste ende har vi Jesus som hovedhjørnestenen, som vi kan lægge de andre sten opad.

Det oplevede vi også meget tydeligt, da vi flyttede hertil fra Aabenraa. Vi var slet ikke i tvivl på noget tidspunkt, at det var det, vi skulle.

”Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre,
men som er blevet hovedhjørnesten”
Apostlenes Gerninger 4,11.

Hvordan blev du troende?

– Jeg er blevet taget med i missionshuset af mine forældre fra jeg var helt lille og har gået i søndagsskole og så videre. Men i 16 årsalderen fandt jeg også ud af, at troen var det, jeg selv ville bygge mit liv på. Og den har jeg holdt ved siden.

Hvad er kernen i din tro?

– Det helt centrale er, at Kristus kom for at give mig et håb og en mening i mit liv. At han ofrede sig selv, det er det helt basale og det bærende.

Hvorfor går du i kirke?

– Det giver mig dels det, at jeg er i et fællesskab sammen med mennesker, som vil mig. Og så er det også der, jeg bliver tanket op til min hverdag, når der bliver talt fra Bibelen eller gennem de sange og salmer, vi synger.

Det giver mig benzin til hverdagen. Noget brændstof. Det kristne fællesskab har meget stor betydning for mig.

Taget godt imod

Hvordan har det så været, at flytte til Bornholm?

– Det har været en god oplevelse, vi er faldet meget godt til og trives både på vores arbejde, i menighedssammenhæng og blandt vores naboer og genboer i Rønne.

På alle måder er vi blevet taget godt imod. Sønderjylland – hvor vi også har boet – og Bornholm ligner meget hinanden. Folk har god humor.

Bornholm er et ø-fællesskab, hvor man er rigtig gode til at tage imod, når der kommer nogle til. Fra første dag stod der både folk fra nabolaget og fra menigheden og spurgte, om der var noget, de skulle hjælpe med, også selvom vi slet ikke vidste, hvem de var.