En succes for julens budskab
I den forløbne uge har vi haft meget travlt med at sende 40.000 ekstra juleaviser fra Udfordringen til alle dele af landet.
Mange læsere har bestilt 10-50-100-500 eller 1000 eksemplarer…! Ja, der er endda to kristne pensionister i Sønderjylland, Kaj Holst og Gunnar Nørby, som hver har arrangeret, at 4.000 ekspl. omdeles. Altså 8.000 i alt.
Det er virkelig imponerende og opmuntrende!
Vi trykte i første omgang 35.000 ekstra juleaviser ud fra de ca. 28.000 bestillinger, der var kommet ind. Men da der blev ved med at komme bestillinger ind, måtte vi trykke 5.000 ekstra aviser i torsdags.
Desuden har Juleavisen været omdelt sammen med de to lokalaviser Christiansfeld Avis og Lunderskov Folkeblad til godt 11.000 husstande.
Juleavisen har i forvejen været udsendt til Udfordringens abonnenter 2 gange (nemlig i uge 49 og 50). Dvs. ca. 11.000 ekspl. Vi håber, at rigtig mange af vores læsere vil give det ene eksemplar videre.
I alt er vi altså oppe på at få uddelt over 50.000 juleaviser – og endnu flere, hvis hver læser giver en af sine to juleaviser (fra uge 49 og 50) videre.
Man kan vist roligt betegne det som en succes.
Guds ord vender ikke tomt tilbage
Vi har bedt meget om, at vi måtte finde de rigtige artikler. Flere læsere har sagt, at det er lykkedes.
Nu må du bede om, at ordet gør sin virkning.
At Helligånden må røre hjerterne i denne specielle Corona-tid, hvor så mange er bange og urolige.
Bed om, at læserne må opleve, at Gud kan give os fred og tryghed trods omstændighederne – ja, meget mere: Jesus Kristus kan give os tilgivelse, frelse, genoprettelse, helbredelse og evigt liv.
Bed også om, at julens budskab må ændre på de negative angreb på kristne (se fx forsiden), som mærkeligt nok altid dukker op i juletiden. Det er, som om fanden raser ekstra meget netop i adventstiden.
Men når vi beder, sker der noget. Hver enkelt bøn har en betydning. Og vi har det løfte, at Guds ord ikke vender tomt tilbage. Det gør sin virkning.