Evangeliet udlagt af en Jesustroende jøde

Avi Snyder skriver om jøder som et unået folk og opfordrer derfor til mission både blandt jøder og alle andre, som har Jesu kærlighed til gode, men jøder skal ikke undtages – tværtimod!

Forfatteren er vokset op i en konservativ jødisk familie i New York, men kom til tro på Jesus som Messias i 1977 og har været med i organisationen Jews for Jesus siden 1978. Han er uddannet på det amerikanske Fuller Theological Seminary og ønsker at udbrede kendskabet til og troen på Jesus som den ventede Messias for jøder og alle andre.

Jødemission og berøringsangst

Avi Snyder gør op med berøringsangst for at række ud til jøder med Evangeliet. At være ”Guds udvalgte folk” betyder ikke, at jøder ikke har brug for mission, tværtimod.

De har brug for at vende sig til Jesus, da udvælgelsen netop er for, at de kan forkynde Evangeliet for verden og være klar til at tage imod Messias, jf Jesu ord i Matthæus ev. 23:39.

Argumenter om at fx holocaust står i vejen gendriver Avi Snyder ved at pege på mange relevante bibelvers, som netop viser, at Jesus, Paulus og Peter talte til deres egne, også de lærde jøder, og Paulus videreførte missionen til ikke-jøder, men i menigheder, der rummede både jøder og ikke jøder.

Meget af bogen handler om misforståelser, også blandt kristne og i kirken, som hindrer jødemission, og at netop mange bibelvers viser, at Jesus og apostlene, som selv var jøder, talte målrettet til jøder. Det betyder, at jøder overalt i verden har brug for at høre om Jesus som Frelser og Messias.

Jesus er vejen med jødisk vinkel

Bogen ville have vundet ved et afsnit med fokus på, at jødemission sker med forståelse og følsomhed. Det kunne så åbne for, at jøder ser Jesus som deres Messias. Fx også et afsnit om, hvordan man gør Evangeliet relevant for en jøde med rødder i den gamle pagt og dermed kan vise den nye pagt som en fortsættelse og bekræftelse på den gamle.

Jeg har også savnet et afsnit om, hvordan man kan pirre jøders nysgerrighed til Jesus og forkynde Evangeliet ud fra den jødiske sfære snarere end den kristne.

Det er til gengæld beskrevet i andre bøger, men forfatteren har i denne bog haft det sigte mest at fokusere på misforståelser og berøringsangst omkring jødemission for at give basal forståelse af, at jøder har brug for Jesus.

Avi Snyder: Jøder har også brug for Jesus – Evangeliet udlagt af en Jesustroende jøde
174 sider. 150 kr.
Lohse – Israelsmissionen