Jeg kæmper med angstsymptomer

Angsten kan give sig til kende ved, at du netop føler dig som en helt anden. Modelfoto.

Kære Poul Henning
Mit firma og jeg har længe været belastet af Covid-19. Mit firma er nu lukningstruet. Jeg har haft en del fysiske symptomer. Jeg er blevet undersøgt for den ene og det andet, og man har ikke kunnet finde nogen forklaring. Den sidste måned er der tilkommet en voldsom tørhed i munden og hjertebanken.

Jeg er også blevet tiltagende bekymret og trist. Min energi er forsvundet. Jeg har svært ved at falde i søvn, og vågner flere gange om natten, nogle gange badet i sved. Det er blevet en ond cirkel, for den manglende og afbrudte søvn tapper mig for energi. Min læge er kørt træt i mig. Han har i hvert fald svært ved at forstå min situation og hjælpe mig. Jeg har flere gode venner, de beder for mig. Det har hjulpet med forbøn, men jeg er desværre både sygemeldt, trist og bange. Tak, at jeg må skrive til dig.

Kærlig hilsen Yvonne

Kære Yvonne
Vi har jo talt sammen nogle gange. Der er ingen tvivl om, at det er startet med en belastning og endt i en depression med massive angstsymptomer. Du har brug for medicinsk og terapeutisk hjælp. De to eller tre kernesymptomer ved depression skal være til stede i mindst 2 uger. Du har faktisk haft alle tre kernesymptomer i flere uger. Både massiv tristhed, ingen energi og manglende lyst til det, du plejer at have lyst til.

Dertil har du et vægttab på 6 kg, svært ved både at falde i søvn og sove igennem, nedsat appetit og svære skyldfølelser samt selvbebrejdelser. Endvidere kommer ganske mange angstsymptomer, som sved, hjertebanken, massiv mundtørhed, kvælningsfornemmelse, trykken i brystet og en uvirkelighedsfølelse.

Vi har talt om din frygt for at blive sindssyg. Du er ikke sindssyg, men angsten kan give sig til kende ved, at du netop føler dig som en helt anden. Heldigvis har du ingen selvmordstanker. Du har naturligt nok trukket dig fra mange sammenhænge. Din behandling er sertralin først 25mg og dernæst i stigende doser. Jeg vil anbefale 150mg, da dine angstsymptomer er ret fremtrædende.

Her og nu er det på sin plads at bruge et benzodiazepin med lang halveringstid, fx. diazepam 5mg x 2. Det skal bruges, idet du da mærker en effekt her og nu. Det har du brug for. Efter 2-3uger skal du trappes ud af diazepam, men da vil sertralin også så småt begynde at tage over. Du kan medicineres med seroquel mod tankemylder og søvnproblemer. Typisk vil man give 25mg x 4 efter behov. Til den terapeutiske indsats vil jeg anbefale www.Agapeforeningen.dk i Silkeborg. De har gode kristne psykologer. Alternativt må det blive et psykologforløb med en fra din egen by.

Din egen læge skal naturligvis på banen. Han må være tovholder og den, der følger op. Han kan skrive en henvisning til et psykologforløb med 10 samtaler. Du skal nok komme op igen. Det føles uoverskueligt og mørkt, men behandlingen er ganske effektiv. Når du får overskud, vil jeg anbefale dig at læse min sidste bog med titlen PsykiaTro – her citeres en af bogens 16 bønner:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Min Gud, hvor er jeg rig, når jeg har din kærlighed! Din kærlighed er min himmel, som omgiver mig overalt, min sol, som oplyser mig, min kilde, som forfrisker mig, mit hjem, hvor jeg bor, mit skjold, bag hvilket jeg strider, min krone, der stråler, mit liv, hvori jeg lever. Hvad kan jeg mangle, hvad kan gøre mig fortræd, hvad kan vække uro, så længe jeg har din kærlighed! Lovet være du, Gud! Amen.

Kærlig hilsen
Poul Henning