Naturens lovmæssighed peger på en årsag

Som kristen kan man være fristet til ukritisk at bruge Gud som forklaring på emner, som savner en videnskabelig forklaring. Eksempelvis: ”Videnskaben har ingen forklaring på, hvad der startede Big Bang. Det gjorde naturligvis Gud.” Konklusionen er ikke nødvendigvis forkert, men tilgangen har flere problemer.

For det første løser forklaringen ikke problemet. Én gåde (begyndelsen på universet) er blevet erstattet med anden gåde (Gud). For det andet levner denne tilgang kun plads til Gud i de huller, hvor videnskaben (endnu) ikke har fundet en ”rigtig” forklaring. Med en ”Gud-i-hullerne-forklaring” bliver pladsen til Gud mindre og mindre, efterhånden som videnskaben lykkes med at besvare flere og flere spørgsmål om verden.

Her vil jeg i stedet forsøge en anden tilgang. Nemlig at se på naturlovene for det univers, som vi er en del af, og så overveje, hvordan de bedst kan forklares – med eller uden Gud. Det udfolder jeg bl.a. i mit bidrag til antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019).

Naturen følger faste lovmæssigheder. De fleste af os tager for givet, at hvis vi slipper en bold, så falder den nedad. Små børn skal først lige lære det, men så er det spændende ikke, om bolden falder, men om nogen vil samle den op igen!

Naturvidenskab gør lidt som børnene: Forsøger at finde system i naturens lovmæssigheder. I biologien har det vist sig, at både plante- og dyreliv bygger på de samme typer molekyler, herunder DNA. Kemien beskriver molekylers opbygning og vekselvirkning indenfor både plante-, dyre- og mineralriget. Atomfysikken beskriver de enkelte atomer, og hvad der binder atomerne sammen i molekyler. En stor del af mit eget arbejde som hospitalsfysiker udnytter, at radioaktive isotoper henfalder efter faste mønstre og med halveringstider, som er de samme i dag og i morgen. Uden lovmæssigheder ville videnskab ikke give mening.

Men orden er normalt noget, som kræver en bagvedliggende vilje og indsats, mens uorden opstår af sig selv. Hvis vi intet gør for at forhindre det, kommer der til at rode omkring os – i børneværelset, i stuen, på skrivebordet. Alligevel udviser verden orden i form af naturlove. Endda naturlove, som videnskabeligt set lader til at være universelle – samme tyngdelov kan bruges til at beskrive boldens fald mod gulvet og Jordens bevægelse omkring Solen. Hvorfor er det sådan?
Det kan jeg ikke svare endegyldigt på, men jeg har forsøgt at opstille tre modeller for universets årsag og se, hvordan disse modeller passer sammen med den verden, som vi lever i, og som vi kan undersøge videnskabeligt. Jeg håber, at læseren kan være enig med mig i, at bredt tolket dækker de tre modeller mulighederne.

Model A: Universet har ingen årsag. Nogle fysikere arbejder med den hypotese, at universet er opstået ved en tilfældighed som en kvantemekanisk sandsynlighed, en såkaldt kvantefluktuation. Dermed kunne universet lige så vel aldrig være blevet til, eller kunne måske have været helt anderledes.

Men universet udviser orden i sine naturlove. Hvor kommer den orden fra, hvis der intet er som årsag? Hvorfra kommer fx kvantemekanikken? Det er lidt som at forsøge at konstruere en sudoku ved at udfylde nogle felter med tilfældige cifre. Det bliver blot tilfældige tal, ikke en sudoku med et system.

Model A er for mig at se svær at forene med eksistens af naturlove.

Model B: Naturlovene stammer fra mere grundlæggende, upersonlige principper. Denne model accepterer, at universet bygger på ”noget”, som vi blot må acceptere eksistensen af. På samme måde som logikken kan bruges som arbejdsredskab, men ikke kan argumentere for sig selv. Ved at acceptere dette undgås problemerne fra Model A. Ifølge Model B er dette ”noget” upersonligt: nogle grundlæggende principper, fx i form af én grundlæggende naturlov.

Model B giver altså en slags forklaring på naturlovene: De følger af de basale principper. Naturvidenskaben kan så forsøge at afdække disse principper mere og mere. Naturvidenskabens resultater viser imidlertid nogle resultater, som er overraskende indenfor Model B.

Universet giver overraskende gode muligheder for liv. Sagt på en anden måde er naturlovene af en sådan beskaffenhed, at vi mennesker kan eksistere. Dette kaldes ”det antropiske princip”. Når man undersøger de naturvidenskabelige konsekvenser af at ’skrue på’ naturlovene, viser det sig, at det antropiske princip sætter forbløffende snævre rammer.

Universet giver overraskende gode muligheder for liv. Sagt på en anden måde er naturlovene af en sådan beskaffenhed, at vi mennesker kan eksistere. Dette kaldes ”det antropiske princip”. Når man undersøger de naturvidenskabelige konsekvenser af at ’skrue på’ naturlovene, viser det sig, at det antropiske princip sætter forbløffende snævre rammer.

Hvis eksempelvis tyngdekraften havde været en anelse kraftigere, så fortæller kosmologien, at universet ville være kollapset relativt kort tid efter Big Bang, og hverken Solen, Jorden eller vi selv ville have nået at blive til. Hvis omvendt tyngdekraften havde været en anelse svagere, ville alt stof være fløjet for hurtigt fra hinanden til at stjerner kunne dannes. I begge tilfælde er resultatet et univers uden komplekse molekyler, og dermed et univers uden mulighed for liv blot tilnærmelsesvis som vi kender det.

Nogle teorier arbejder med en mangfoldighed af universer, hver med sine naturlove, tilsammen et ”multivers”. Ifølge disse teorier lever vi så i et af de meget, meget få universer, der tillader liv. Som analogi: Hvis man laver tilfældige sudokuer længe nok, så vil der engang imellem fremkomme én, som faktisk fungerer som sudoku. Et væsentligt problem ved multivers-teorien er imidlertid, at vi ikke har nogen måde at afprøve, om disse fremmede universer eksisterer.

I model B kan vi altså anse os selv for ekstremt heldige med de naturlove, universet har. Eller vi kan tro på en mangfoldighed af universer, som vi ingen kendte muligheder har for at afprøve eksistensen af.

Et yderligere spørgsmål indenfor model B er, hvorfor systematikken i verden er så tydelig, at vi kan opdage og udforske den. Med et citat af Albert Einstein: ”Man kan sige, at ’det evige mysterium ved verden er, at den kan forstås.’”

Model C: Naturlovene eksisterer, fordi universet er skabt af Gud. I denne model er det ikke overraskende, at naturlove eksisterer. Hvis universet er skabt af en personlig, intelligent Gud, så er det forventeligt, at universet vil afspejle den bagvedliggende personlighed og indeholde orden (naturlovene). Sudokuen er der, fordi nogen har lavet den.

Model C forklarer ikke skaberen – ligesom model B ikke forklarer, hvorfra det grundlæggende princip stammer. Men hvis universet er skabt af nogen (og ikke blot af noget), så kan det forklare flere ting. Hvorfor der er naturlove. Hvorfor disse naturlove ser ud til at være meget nøjagtigt afstemte til at tillade eksistensen af liv. Og hvis vi mennesker afspejler denne skaber blot en smule, så kan det også forklare, hvorfor vi er i stand til at forstå i det mindste nogle af disse naturlove, endda allerede som børn.

Men hvis universet er skabt af nogen (og ikke blot af noget), så kan det forklare flere ting. Hvorfor der er naturlove. Hvorfor disse naturlove ser ud til at være meget nøjagtigt afstemte til at tillade eksistensen af liv.

For at opsummere: Verden eksisterer, den er gennemsyret af naturlove, disse naturlove tillader liv, og så kan vi endda forstå tilstrækkeligt meget af dem til, at videnskab er muligt. At der intet skulle stå bag (model A) er ikke overbevisende. Enhver kan efter egen overbevisning så vælge at tro på, at verden skyldes noget (model B) eller nogen (model C) – videnskaben giver ikke svaret.

Som gennemgået i det foregående finder jeg selv, at studiet af os og verden giver nogle tegn i retning af den sidste model, og jeg identificerer skaberen med Bibelens Gud. Men det står enhver frit for at overveje: Hvilken model giver den bedste forklaring?

Lars Jødal er uddannet hospitalsfysiker og har en ph.d.-grad i medicinsk fysik. Han arbejder på nuklearmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.